Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Om den ved kongeloven fastsatte arvefølge. (1886.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sønnelinje, eller den hele kvindelinje, som er stiftet af mand, skal
foretrækkes for de mandlige kognater i de linjer, som er stiftede
af kvinde eller kong Fredrik III’s døtre. Vistnok er dette
uheldigt affattet, da disse udtryk her er tagne i en anden
bemærkelse end den almindelige, hvori de forekommer få linjer
foran, men de øvrige tydelige hovedbestemmelser i loven synes
dog ikke derved at burde kunne rokkes.“ [1]
Det er åbenbart, at forfatteren heller ikke her har søgt
efter talemådens naturlige oprindelse, men holder sig til den
barokke modsætning mellem betydning i almindelighed og på
dette sted. Kongeloven har ikke selv forskyldt dette, thi den
bruger den ene gang efter den anden ordet „mand“ og „kvinde“
særlig om de personer, som stifter linjer, og i denne
betydning må det tages her. „Kvinde af mand“ er da ikke enhver
senere kvinde af mandsstammens afkom eller alle disse kvinder
tilsammen, men det er en kvinde (og hendes linje), som
nedstammer, fra sværdsiden, medens „mand af kvinde“ er en mand
(og hans linje) af Fredrik III’s døtres slægt. Denne mangel på
skarphed i opfattelsen af det sproglige fremhæves her kun,
fordi den får så megen betydning i det før fremhævede tilfælde.
Må det imidlertid siges, at professor Larsen, til trods for
manglerne ved hans grundes overbevisende forståelighed, har
godtgjort, at kongeloven ikke i art. 27 forbeholder agnatæ et
ubetinget fortrin for kognaterne, så fremtræder Scheeles
påstand på, at det efter art. 32 er forbeholdt den nærmeste
levende agnata, med des større vægt, befriet for modsigelsen
i art. 27. Og her lider da også i virkeligheden Larsens
bevisførelse et fuldstændigt skibbrud.
Han begynder med selv at anføre, hvad der taler for
Scheeles påstand. „Art. 32 kalder, hedder det, når den sidste
konge ingen døtre efterlader sig, den prinsesse af blodet til
arv, som på fædrenestammen hører kongen næst til, uden
at omtale døtres afkom, og først derefter nævner art. 33 de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
