Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den danske bondes stavnsbånd. Tale. (1888.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
jo gjort den store gerning at redde landets selvstændighed, at
bringe det på fode, at ordne vort forsvar og at sikre ligheden
mellem landets borgere ved at afskaffe adelens forrettigheder
og indføre en retfærdigere beskatning ved den nye matrikul,
en retfærdig og ensartet lovgivning ved danske lov. Det var
en stor gerning, enevælden havde udført, men det havde kostet
mange penge, og det kostede stadig store summer. Det var
summer, staten dengang brugte, som fortiden slet ikke havde
haft nogen forestilling om overhovedet kunde bringes tilveje.
For at kunne sikre sig disse indtægter anså man stavnsbåndet
for nødvendigt, og efter den tids forhold tog man ikke de
hensyn, som burde have været tagne, til bøndernes personlige
frihed. At det kunde have været undgået, synes jo at ligge
deri, at stavnsbåndet ikke blev indført i Sønderjylland, hvor
bondens ufrihed, det såkaldte livegenskab, nu var indskrænket
til landets sydøstlige hjørne; hele det Sønderjylland, vi nu
kender som dansk, har aldrig kendt noget til dette trældomsåg
eller det senere militære stavnsbånd, og dog har bønderne altid
der kunnet svare deres skatter og yde deres bidrag til hæren,
så en ligefrem nødvendighed kan det ikke have været at
pålægge det.
Men det var på den anden side det middel, som lå
nærmest, og man kan nok sige, at meget talte til undskyldning
for det, medens man i det hele taget på den tid ingen steder
havde et åbent øje for den store betydning, det havde for selve
folket, at man ikke krænkede den enkeltes frihed. Det gik
også med stavnsbåndet, som det går med mange af den slags
ulykker, at de begynder i det små, og at man mener, at det
kan gå, så længe man holder sig til det nødvendigste. Man
bandt kun bonden fra det 14. til det 36. år, medens han var
værnepligtig; men snart viste det sig, at det ene skridt tog
det andet, og der blev lagt på, indtil man havde nået den
grænse, som i grunden var livsvarighed, nemlig fra det 4. til
det 40. år, ligesom det blev tilladt godsejeren at tvinge den
udtjente soldat til at tage gård på godset. Der var mange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
