Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kong Kristian VIII og den danske sag i Nordslesvig. (1895.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
afgivne erklæringer, angående hvilke ingen forhandling må
finde sted, bliver at tage til protokollen.“
Da denne ordlyd affattedes, var spørgsmålet ikke så
brændende, som det senere blev, og den blev derfor ikke, så vidt
det ses, genstand for nogen debat; først senere blev den
underkastet en strengere polemisk fortolkning. At den ikke var
valgt for at udelukke Hjort Lorenzen, som det nu siges, ligger
jo alene deri, at man i så tilfælde kunde have nøjedes med at
give tilladelsen for alle deputerede fra de officielt danske
distrikter; til dem hørte hans valgkreds, Sønderborg, nemlig ikke.
Men dette vilde have været aldeles inkonsekvent, da det retlig
fastholdtes, at ingen deputeret repræsenterer sin kreds eller
stand, men alle det hele hertugdømme; man måtte altså holde
sig til det rent individuelle valg af sprog.
Senere blev al vægten lagt på den manglende
sprogfærdighed, som Hjort Lorenzen ikke kunde skyde sig ind under.
Kongen udtalte dog til pastor Schøller (efter dennes brev til
Hjort Lorenzen af 14. Juli), at efter hans mening stod det
efter patentet enhver deputeret frit for at tale dansk, og vilde
de spørge sig for, vilde de også få et ja herpå. Stemann
mente dog nej. Imidlertid forelå der jo det fortilfælde, at Nis
Lorenzen, efter at have talt tysk i tidligere år, senere uden
indsigelse havde begyndt at tale dansk. Kongen har ved sit
svar utvivlsomt tænkt på den sikrere brug af modersmålet,
som enhver mand, selv den sprogkyndige, altid vil kunne
påberåbe sig, især hvor det gælder forhandlingen af rent
personlige og lokale spørgsmål. Striden stod jo netop om Hjort
Lorenzen; forsamlingen havde nægtet ham at tale dansk, „fordi
han var det tyske sprog fuldkommen mægtig“, men netop imod
en sådan vilkårlig afgørelse var den påtænkte lovbestemmelse
udtrykkelig rettet.
Sagen forhandledes i statsrådet den 15. Marts. Ørsted
og V. Moltke tilrådede at afgøre den ved kongelig resolution,
ikke, som kancelliet efter stændernes påstand foreslog, ved et
lovforslag; den stred altså efter Ørsteds mening ikke imod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
