Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Forhandlingerne om forfatningsspørgsmålet i det danske monarkis lande 1814 til 1848. (1895.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
professorer og præster; foruden „Bitten und Beschwerden“
nævnedes „Vorschläge und Anträge“ (som 1819), og til løftet om
styrelsen af kommunalforholdene lagdes (som 1819)
repartitionen af nye skattepålæg. For kongeriget affattedes denne §
(6) dog i en fattigere form: „Da vi anse det gavnligt, at der
indrømmes provinsialstænderne medvirkning med hensyn til
kommunernes anliggender, så ville vi have taget det under
overvejelse, hvorledes dette lader sig udføre, og derpå tage
nærmere bestemmelse i så henseende.“ Antydningen af et
om end nok så begrænset selvstyre ønskede man helst at
undgå på kongelovens grund. Endvidere bestemtes, at
stænderne skulde sammenkaldes hvert andet år (1819 hvert tredje,
de særlige preussiske anordninger fastsatte møde hvert andet
for de første 6 år), og kongen forbeholdt sig nærmere at
fastsætte de deputeredes antal. Den almindelige anordning og
antallet af deputerede skulde være gældende grundlov i den
form, kongen gav det; alle øvrige bestemmelser skulde
derimod drøftes ved indkaldte tillidsmænd. I Preussen havde der
været nedsat en kommission under kronprinsens forsæde, og
denne havde rådført sig med „erfarne mænd“ af hver provins.
De særlige anordninger udstedtes her umiddelbart efter den
almindelige lov (1. Juli 1823).
Disse preussiske anordninger havde et udpræget
aristokratisk indhold. De enkelte forsamlinger var dannede på
grundlag af samfundets tvedeling, således at ejerne af
„Rittergut“ og „Standesherren“ overalt havde samme antal
repræsentanter som borger- og bondestand tilsammen; blandt disse
sidste var det normale forhold som to til en. Medens det
holstenske forslag af 1819 altså gav hver stand sit
ligeberettigede kammer, dannede de preussiske forsamlinger ét kammer
med en repræsentation af henholdsvis én, to og tre sjettedele
for bønder, borgere og godsejere. Dog kunde et flertal af 2/3
af en stand forlange forsamlingens opløsning i stænder „bei
Gegenständen, bei denen das Interesse der Stände gegen einander
geschieden ist“, men altså ikke i almindelige lovgivningssager.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
