Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvigs "Nyårsmorgen". (1896.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Efter denne malende skildring af det første forfatterskab
(krøniker og rim) og dets afslutning i tavshed og ligegyldighed
kommer han til fortællingen om, hvorledes han da valgte det
andet kår: selv at drage ned i døden med „vor moder“.
Det var en tung vandring ad de døde mænds sti, over
den farlige å; dér måtte han brydes med skygger og være til
latter for dværge, vade gennem de side enge — og endelig
stanse ved muren, for at stå hovedløs, medens kvinden
kastede hans hoved over i de levendes land.
Her kan man sige som i visen, at „alle de små billeder
de vendte sig omkring“, da skjalden således i ånden anden
gang gik ned i dybet. Glemt er den glæde, han første gang
har skildret; nu er kærmindelandet grimt og farligt, og han
kan ikke reddes ud af det uden selv at lemlæstes i stedet for
hanen.
Han udfører det videre i andre billeder. Det er let nok
at smile ad „de sprænglærde“, der kun forstår at file på den
latinske stil, der ikke fatter, at livet er ét, skolekunsten et
andet; det er let nok at se, at der må tales med fynd og
klem, at tungen må gøres til pen, at „pennen skal sjunge og
tale igen“; men mens det står på, er det ofte svært nok at
holde det fast. Han led ilde i mange måder; men dette vil
han nu glemme, da han er udfriet derfra; nu vil han love
den herre, som var stærk i ham, førte ham lysvågen til Hel,
strøg tågen af hans øjne og lod ham beholde i det mindste
en stribe af lys. Ja, med lempe blev hans hoved skåret fra
Skuldren og kastet over gærdet, didover, hvor røsten er klar,
hvor harper og lurer, sværd og skjolde beholder deres tone,
hvor fortidens minder lever i tale og sang.
Den syvende sang giver nu en herlig skildring af
modersmålet, det levende sprog, der gemmer folkets hele liv og eje.
Den „folkelige røst“, som nu lød over vange, havde sovet i
hundrede år, de år, i hvilke vor nyere bogkultur havde
udfoldet sig. Men den havde sovet som kornet, med rige spirer.
Den levede endnu i almuens sagn og sange og i Kingos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
