Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvigs "Nyårsmorgen". (1896.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og fortrøstning: den hensovede kvinde rørte sig på båre, og
barnet levede endnu, det legede med sin moders hår. Men
digteren vaklede som mellem frygt og håb, — ak, frygten var
klarøjet og havde ret, medens håbet var blindt: jætten var
fløjet bort med Sigrid, den blufærdige mø, og havde spærret
hende inde i fjeldet.
Så hørte han en anden røst, der opmuntrede ham til at
prøve på at tale et vækkende ord: kun Guds ord kan nu som
altid give liv, — men kampen mod det dorske, det søvnige
hos danske og norske folk, den må føres med et våben, som
Dana bærer under kjortelen: viddets nål, der prikker op af
søvne, det våben, som i kirkefornyelsens tid blev brugt med
så megen virkning i satirerne og som lever i de folkelige
ordsprog hos Peder Låle.
Så går det op for skjalden, at sprog og sprog er to; der
er bogsproget, som er det døde, det „stavbundne“, det, som
spiste af kundskabens træ, — og det levende mål, som det
lyder hos bonden og forstås af folket. Og nu udvikler han i
en lang versrække (195—221), hvorfor og hvorledes han valgte
dette grove sprog til sin fordanskning af oldtidens saga: han
pløjede med stude som Gefion, og dog mener han, at de havde
stolte manker som heste. Hvo tvivler om, at han kunde have
ført ordet trods nogen i bogmålet, højt og let, båren afsted
på en vinget hest, — men han valgte den sene gang og det
jævne mæle for at forstås af alle. En fugl kunde han have
været, men han blev som en fisk, for at de andre kunde følge
med, — det står for ham selv som en gåde, om det derved
skal lykkes at hæve de kolde og tunge fiske op, så de bliver
fugle.
Ofte segnede han under byrden, thi det var ikke let at
bevare denne tone, at tale dette uvante sprog; da han kom
til Magnus Barfod og Knud Lavard, var han træt til døden.
Atter opmandede han sig dog og skrev om Valdemar og
Absalon, ventende den dag, da det hele skulde være fuldbyrdet.
Han kunde endda føre sværd og skjold, men „hammeren faldt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
