Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ambrosius Stub. (1897-98.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Endvidere hører hertil den meget sungne:
„Er nogen, jeg er glæderig,
langt mer end andre gække,
hvis lykke er min flaskes lig
og meget let at brække!
Tit slog jeg før, jeg slår endnu
mit tomme glas helt glad itu,
da sligt et smald med kling i klang
er just mit spil i denne sang.
Så skør er verdens fryd, når mindste vanheld trykker,
men jeg, der drak mit glas, jeg ler ad skår og stykker!
En modig skipper gør sig til,
er opblæst, så han lugter,
når vind og vand ham føje vil,
og farten ej har bugter;
men skal han bryde vejr og vand
og slå sig frem til havn og land,
hvor kan den tjæret admiral
da bromle, bande, blive gal!
Men jeg er hjerteglad, og andre se sig glade,
hver gang jeg krydser tæt langs op ad skiden gade.
En gnier elsker sult og tørst,
idet han elsker penge,
han har, men fattes allerførst,
thi må hans arving trænge.
Hans glæde er kun sorrigfuld,
hans armod vokser med hans guld,
hans venner vente på hans død
og dele det, han aldrig nød:
men jeg er glad ved lidt og skifter uden rænker,
thi som jeg tørster tit, så arver den, den skænker.“ Osv.
„Uskyldig tidsfordriv jeg har
i dans, musik og sang;
når andre helst til glasset ta’r,
jeg springer stuen lang;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
