- Project Runeberg -  Historiske Afhandlinger / Fjerde Bind /
29

(1898-1899) Author: A. D. Jørgensen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Peter Kristian Koch.

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Nordslesvig, at man ikke afventede de mægtige fjenders angreb,
men selv gjorde det første udfald. Den 15. Oktober 1842
skrev Kristian Paulsen en alvorlig advarsel i „Danevirke“;
han så på fædrelandets fremtid med et mørkt blik og fandt
kun en trøst i den betragtning, at hvad der end blev af
„kongeriget“ og „hertugdømmet“, så vilde dog det danske
folk blive tilbage „som gren af den store skandinaviske
stamme“, og „et folk, som vil leve og dø for sin folkelighed,
lader Gud ikke synke“.

En måned efter, fredagen den 11. November, var det
Peter Hjort Lorenzen talte dansk i stænderforsamlingen. Det
var efter aftale med Koch, og det kom ved en tilfældig
anledning; men hele den storm, som i den anledning rejstes mod
ham, tørnede af på hans mandige ro og stolte selvbeherskelse.
Der var bleven talt så meget om modersmålets sag og der
var udstødt så mange trusler fra tysk side, medens der tillige
var givet så mange forsikringer om, at ingen tænkte på at
krænke det danske indenfor sine enemærker, at det var
overordenlig velgørende således midt i den tyske fremgangs
højvande at stilles overfor „kendsgerningens majestæt“. Her var
ikke fremsat et andragende, der kunde afslås, men der var
talt dansk; forsamlingen vilde ikke anerkende Lorenzens ret
til det, men det var umuligt at komme til en offenlig
forhandling med ham derom, thi „han vedblev at tale dansk“.

Strax efter dette brud var Koch på færde med en ny
plan, der skulde forurolige modstanderne fra en anden side;
han vilde danne en stor forening under navnet „Cimbria“
(Jylland), der under kongens eller kronprinsens beskyttelse skulde
have til formål at værne om det danske sprog og fædrelandets
dyrebareste anliggender. Opfordringen til at indtræde i denne
forening lod han trykke i Berlings bogtrykkeri i København;
men denne forsigtighed forfejlede sin hensigt, da den her faldt
i hænderne på Reiersen og fra ham vandrede til det danske
kancelli, derfra videre til det tyske, fremdeles til regeringen
på Gottorp og til amtmanden og borgmesteren i Haderslev.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 01:34:33 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/adjorgen/4/0029.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free