Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Peter Kristian Koch.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kaldte det „en grov prostitution“ (selvbeskæmmelse) for ham
at være uvidende om Andersens forfattervirksomhed. Koch
indrømmede åbent, at han aldrig havde læst noget af denne
forfatter, men mente at hans angriber havde en ikke mindre
sårlig hud. „Skal jeg kende den hele danske literatur, så
skal „Flyvepostens“ redaktør vide nøje besked med de
slesvigske, som oftest miserable (ynkelige) åndelige kår. Vi higer
mod lyset, uden endnu at have kunnet nå dets rette regioner
(egne); han svæver i dem; han sidder ved de forenede
udspring af den danske literaturs kilde i København, hvor endog
den indolente (ligegyldige) nødes til at nyde enhver literær
nyhed, fordi den påtrænger sig ham som den luft, han lever
i og indånder. Jeg fødtes, opdroges og lever i en udkant af
landet, hvor man indtil for kort siden havde alt, kun ingen
bøger, hvor midler og lejlighed kun sjelden tillader nogen at
læse en bog. Det var vist ubilligt af hønen og katten i
Andersens eventyr at forlange, at fordi den ene kunde lægge æg
og den anden „spinde“, så skulde den stakkels ulykkelige
ælling gøre det samme. Skønt man nu med vished kan
antage, at „Flyvepostens“ redaktør har læst eventyret om
ællingen, så er det dog vist, at han ikke har tilegnet sig sammes
skønne moral, thi ellers havde han ikke begået samme synd
som hønen og katten. — Vi (Slesvigere) fandt den, som fattige
finder en frugt i skoven; men ikke ventede jeg, at nogen vilde
spotte over vor fattigdom.“
Med Koch blev den sidste af de mænd lagt i graven,
som for 42 år siden grundlagde det nye Danevirke „i åndens
rige“. Han var, som der blev sagt ved hans kiste, den sidste
mand af sin slægt. Den sidste mand af en adelig slægt —
og hvo vilde negte, at denne slægt var adelig? — fik dens
skjoldemærke med sig i graven. Det kan ikke ske her, „thi
i skjoldet springer løver og hjerter står i brand“; det bæres
alt forlængst af en ny slægt og det skal med Guds hjælp gå
i arv fra mand til mand, også syd for åen, indtil dagenes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
