Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Sønderjyllands særegne plads i vor historiske udvikling.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
umisteligt bidrag; erkebispedømmet i Lund, reformationen i
Malmø og den skånske adelsmand Tyge Brahe vil strax falde
enhver i tanke.
Hvad har vi da ikke mistet ved at tabe disse lande!
Hovedstaden kom til at ligge i en udkant af riget, så godt
som udelukkende under indflydelse af øernes beboere; Jydernes
selvstændige bidrag til dens udvikling blev så godt som brudt,
idet treklangen i den gammeldanske folkekarakter afløstes af
en ensidig modsætning. Hvad vi har tabt, kan endnu skønnes
af hvad der er bevaret, det lille Bornholm. Hvem kan have
gæstet denne ø eller gjort noget bekendtskab med dens
befolkning uden at være bleven slået af den betydning, det vilde
have havt, om vi havde ejet det ti- og tyvedobbelte af den,
så den kunde have gjort sig gældende med en selvstændig
styrke. Nu er det en smule dialekt og enkelte fremragende
begavelser; som særligt element i vor udvikling er det uden
betydning. — Her er der i sandhed brustet en Stræng i vort
sprog og vort folkeliv.
Tabet af Skåne vilde have truffet os endnu langt hårdere
end det gjorde, hvis ikke Norge dengang havde været så nøje
knyttet til Danmark. I dette rige havde vi et ejendommeligt
nordisk element i den nøjeste forening med vor egen
udvikling, om end ikke således knyttet til de andre danske lande,
som Skåne havde været det. I Norge fandtes en
gennemgående og velgørende modsætning til det særlig danske;
naturen er jo så forskellig som vel muligt, folkets grundpræg
ikke mindre. Alligevel muliggjorde den fælles nationalitet og
begge landes ligeartede forhold til det fælles hav et samliv så
nøje og så inderligt, som det neppe andensteds har kunnet
forme sig under lignende forhold. Netop modsætningen fik en
tillokkelse, som har bevaret sin ejendommelige magt ud over
adskillelsen. Og hvad skylder vi ikke mænd som Holberg og
hele den kreds af begavede forfattere, som efter hans tid
optrådte i den fælles literatur. Hvorledes adskillelsen føltes af
den dalevende slægt, ser vi af Øhlenschlægers bekendte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
