Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Sønderjyllands særegne plads i vor historiske udvikling.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sorg over de fraskilte landsmænds skæbne og bitterheden over
vor hensynsløst krænkede ret kun den ene side af sagen.
Sønderjyllands tab var i virkeligheden noget andet og mere,
den var som tabet af Skåne og Norge en stræng, som brast,
en egen tone, som forstummede; vi er også herved bleven
ikke blot mindre, men fattigere.
Jeg skal ikke komme nærmere ind på det store
stridsspørgsmål, der ligger i stikordet „den slesvigske
selvstændighed“: berettigelsen af denne befolknings særfølelse og af de
ønsker, den fremkaldte, de forhåbninger om at bevare også
fortyskede egne for den fælles udvikling, den knyttede sig til;
det er jo bekendt nok, hvor skånselsløst de mænd, som førte
ordet i den nationale kamp, har fordømt den. For mig står
det således, at denne særfølelse vel var en vanskelighed —
og, som det viste sig, en vanskelighed, som hin slægt, der
stilledes overfor den, ikke kunde magte —, men at den i sig
selv dog måske snarere var et gode end et onde. Ulykken
var, at der alt dengang lå over os denne trøstesløse fattigdom,
der i samfundet kun vil og kan få øje for én slags danskhed
og én slags dannelse og én slags frihed, — således som
enevælden, der havde sat sit præg på alt, kun havde kjendt én
slags undersåtter. Overfor denne ensartethed måtte danskheden
i Sønderjylland, der var så nøje sammenknyttet med
mangfoldige ejendommeligheder, i mange måder vække forargelse.
Omvendt skræmmedes hin befolkning tilbage ved pludselig at
stilles ansigt til ansigt med sin egen oprindelige folkelighed,
i en udvikling og en selvbevidst kraft, som med overvældende
myndighed krævede tilslutning og syntes at måtte føre til
selvopgivelse.
Hvad der dengang trådte frem i utallige personlige
rivninger, i gensidig A7rede og misnøje var dog uden al dybere
betydning for det offenlige liv, som det dengang hurtig
udviklede sig; det var som skummet og de talløse vandhvirvler,
der dannes, hvor to floder mødes for at forene deres vande i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
