Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Sønderjyllands særegne plads i vor historiske udvikling.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sønderjydens karakter; medens den af samlivet med det store
fremmede folk har fået en vis sans for det eventyrlige, en
urolig trang til at lære forskellige og modsatte forhold at
kende, således har den også noget af kystboens tunghed og
træghed, hans ædruelighed og noget tørre forstandighed, men
tillige hans fribårne selvfølelse og et stort mod på at komme
i kast med vanskeligheder og ikke at give efter for dem, før
de er besejrede.
Hvorledes er det nu muligt at forene disse to
modsætninger: kampen mod det tyske og trangen til at tilegne sig
det og frugtbargøre det? Ja hvorledes forener strandboen de
to: at kæmpe mod havet tidlig og silde, når det trænger på
og hærger hans marker, og så dog at drages til det atter og
atter som „livets rige kilde“ ? Hvad der for betragtningen
synes at være modsætninger, ligger ofte uadskillelig
sammenknyttet i det virkelige liv, ja man kan sige, at der på bunden
af ethvert historisk forhold af stor og varig betydning både
hos den enkelte og hos hele folk ligger en dialektisk
dobbelthed, en tvetydig forudbestemmelse, som betinger udviklingens
styrke. Og således har Sønderjyllands særlige plads i vor
historie været denne, på én gang at være en formur mod
tyskheden, en årvågen grænsevagt, og et organ for den mest
umiddelbare påvirkning, den fyldigste forståelse af det fremmede.
De to sider træder i tidens løb frem med højst forskellig styrke,
snart er den ene, snart den anden fremherskende; men for
den opmærksomme iagttager er den dog aldrig enerådende.
For et par slægtaldre siden var det fredelige samliv aldeles
overvejende, senere er fjendskabet trådt stærkere og stærkere
frem. I den enkelte, som har gennemlevet forskellige perioder
og har blik for de større forhold, vil begge strømninger løbe
jævnsides; dér vil en klage som den, Øhlenschlæger lod komme
til orde overfor Norge, i mangt et øjeblik trænge sig frem
også overfor det brudte samliv med den fremmede nationalitet,
medens samtidig enhver tone fra den tusindårige kamp vil
sætte sindet i bevægelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
