Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rensborg, 24. Marts 1848.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
altså holde mig til en militær sagkyndig, en mand, som selv
var med dengang, ja endog uimodsigelig spillede en hovedrolle
ved denne lejlighed, nemlig prinsen af Avgustenborg selv.
Han siger i sine „Aufzeichnungen“ (s. 66): „Jeg bebrejder
endnu den dag idag de danske officerer, at ikke en eller
flere samtidig her faldt på den tanke at hugge mig ned.
Man har senere sagt mig, at dette også blev bebrejdet dem i
København, men at de undskyldte sig med, at „jeg så for
imponerende ud“. Det imponerende kan vel kun have ligget
i det udtryk, som altid er særegent for den, som føler, at han
har retten på sin side, overfor den, som nok ved, at han
netop vil krænke denne ret.“ Det er den tak, vore folk får
for deres skånsel.
Når jeg har gentaget prinsens bebrejdelse, da er det ud
fra følgende betragtning. Den, som af fri vilje vælger
soldaterstanden, må vide, hvad han derved påtager sig. Han opnår
visse rettigheder, en livsstilling og adgang til høje ærestrin i
samfundet, men han påtager sig til gengæld en ubetinget
forpligtelse til, når og hvor som helst at optræde som statens
eller kongens umiddelbare organ, uden hensyn til livs- og
dødsfare. Den kokarde og den kårde, han bærer, er kun en
papirpenge, hvis kurs beror på den hos alle rodfæstede
overbevisning, at den „på anfordring veksles med guld“.
Mig forekommer det derfor uimodsigeligt, at, hvad
løjtnant Mathiesen udbrød „som til mig selv sagt“: „Det er
løgn!“, det skulde have været råbt ud over karréen, så alle
de vildledte soldater måtte høre det, — det var i dette øjeblik
officerernes første pligt. Og jeg kan ikke komme fra, at det
næste var, med eller uden militære ceremonier, at hugge den
mand ned, som var greben på fersk gerning i højforræderi.
Vil man indvende herimod, at det var en hensigtsløs
opofrelse af mænd, som kunde gøre bedre nytte en anden gang,
så må derpå svares, at ingen ved, hvorledes sagen havde
udviklet sig, hvis officererne var optrådte mandigt og enige.
Kun dette er vist, at deres fald under disse omstændigheder,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
