Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Biskop Jens Laurits Arup - Tale ved første aarsmøde 1845
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
18
evigßedens rige: saa vil det dog’ ikke i almindelighed
kunne negtes, at kræfterne, de materielle og de aande
lige, har i et forken nkjendt lys ndfoldet sig for men
neskeaanden, og at virkningerne af dem aahenharer sig
haade mere omfattende og mere dybt indgribende end
i fordums dage. Det kunde fast synes, som om ikke
blot udbyttet af menneskehedens jevnt fremadskridende
udvikling var tilfaldet vort aarhundrede som arvedel,
men som om fortiden udtrykkelig havde gransket og
prøvet og samlet for vor tid, som om de døde skatte
havde maattet vente paa den oplivende aand, der
skulde gjøre dem frugtbringende. I kvad der hører
til det behagelige og til det nyttige, i kunst og viden
skab, i kirke og stat har ideerne faaet et opsving,
kræfterne et raaderum, udviklingen et omfang, der for
et aarhundrede tilbage neppe anedes; ødelæggelsens
aander er blevne civilisationens tjenere; det skjulte er
bragt for lyset, det fjerne er rykket nær, og mor end
nogensinde tilforn staar mennesket der som kjendt i
den natur, der omgiver ham, og herre over den.
Men tør vi i alt, kvad der prises som tegn paa
menneskehedens fremskriden, ogsaa finde uforkastelige
vidnesbyrd derom? Er det givet vor tidsalder i alt at
skue klart, kjende maalet og veien, ville det rette og
virke for det? 0 visselig ikke! Allerede menneske
naturens indskrænkning i almindelighed maa overtyde
os derom; og hvor mangen jublende røst har ikke
maattet forstumme midt under sine anmassende lotter;
hvor mangen stolt bygning er ikke, endnu førend den
fuldendtes, sunken ned i sin løse grundvold; hvor
mangt et lys er ikke udslukt, just naar man tryggest
ventede at frydes og vederkvæges i dets straaler! Thi
vort aarhundrede er ikke blot en rigere udvikliugs,
men og det maaske just derfor tillige en skuf
felsens og spildte kræfters alder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
