Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OM FALLER OG FALLDRAG
«■Fall, bergmännisch ist fall venarum fibra, was auch kluft, nest, niere
heisst, eine erzhaltige spalte; der fall unterscheidet sich von dem gang,
fährt, schiebt durch den gang, kommt aber oft mit zu tag aus, es heisst:
die fälle mit ihren einartigen gehülfen verrücken den gang, der gang wirft
sich den fallen entgegen.
Fällchen, bergmännisch, erz, das in nestern oder nieren (klüften und
fällen) bricht, nicht in den grossen gangen.»
Det svenske bergverksleksikon av Rinnmann (1788) forklarer en
«malmfall» med «rum i de malmførende berg og ganger, hvor malmen i
særdeleshet findes samlet».
«Fallbaand» er selvfølgelig baand hvori faller ligger, mens «fahlbaand»
er baand av særegen mineralogisk sammensætning. Sammenblandingen av
betegnelsen i Kongsbergfeltet er vel nærmest kommet derav, at sølvet op«
trær i soner hvor kissprængte baand ogsaa optrær, og den lov blev op«
stillet at gangene som regel kun var sølvførende hvor de gik gjennem
kisførende baand. Den gamle regel «uten gang og fall» intet sølv, blev
forstaat som «uten gang og fahlbaand» intet sølv.
Hvad der egentlig foruten sølvføring karakteriserer «fallen» er der
hittil ikke bragt klarhet i.
Som oftest vil man finde at de ædle faller indeholder ganggrener av
mørk kalkspat med kisimprægneret sidesten. En gang kan være mørk og
«vakker» og sidestenen være kisimprægneret, men sølv mangler. Andre
steder kan gangen være «styg» (3: lys og kvartsrik) og sidestenen kisfri,
men sølv kan optræde.
Ser man grubekarterne igjennem, vil man finde at i hver grubeetage
visse baand fremhæver sig som særlig sølvførende, og der tales om øst«
lige og vestlige erstsbaand, likesom der tales om nordlige og sydlige ganger
i hvert grubefelt.
Allerede tidlig i sølvverkers historie gjorde man sørgelige erfaringer
om sølvføringens ustadighet. I slutten av 18de aarhundrede blev den
lære gjort gjældende, at sølvføringen ikke gik paa dypet og en flerhet av
gruber og skjærp blev indstillet, fordi man ansaa det haabløst at drive
videre nedover.
Den store sølvverkskommission av 1833 gik ut fra at der dog fandtes
en del hovedganger som kontinuerlig kunde følges nedover. I gangen
kunde være døde soner, men fik man arbeidet sig gjennem disse, var det
sandsynlig at sølvføringen igjen kunde komme tilbake med samme ædel«
het som ovenfor.
Den ældre doktrin om sølvgangenes ringe utholdenhet mot dypet
89
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
