- Project Runeberg -  August Herman Francke. Et Livsbillede fra den tyske Pietismens Tid /
60

(1881) [MARC] Translator: Kirsten Dorothea Hansen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Syvende Kapitel.
60
hjcelp, jeg forgaar! Jeg vilde jo gjerne tro alt, men jeg kan
ikke, jeg kan ikke! Er du Gud i Israel, saa bevis det paa
mig: giv mig Troen!"
Han saa begjcrrlig op til Skyerne og lyttede, som om han
ventede at hore Guds Svar. Bladene raslede i Vinden, og det
klang for ham, som om de hviskede til ham: Sig Gud Far
vel og ds! Han horer dig ikke, han horer intet Menneske, —
hvo ved, om der overhovedet gives en Gud ! Raaber ikke Tyr
kerne: Allah er Gud? Beder ikke loderne til en lehovah?
Kalder ikke Hedningerne ham atter ved andre Navne? Allah,
lehovah, Jupiter, — hver as disse er en Gud for sig selv. Hvem
er den rette? Ak, er ikke Gud et Foster af den menneskelige
Indbildningskraft, en Taage, en Drom?"
Altid msrkere bliver det i den ulykkeliges Sjcel. Den
indre Storm har vel udraset, det er blevet stille i ham, men
det er Gravens Stilhed ; det er ham, som om alt var visnet og
udtorret indeni ham.
Troet og med slcrbende Skridt gaar han tilbage og lukker
sig inde paa sit Vcerelse. Da han blev kaldt til Aftensmaalti
det, lader han melde, at han idag ikke kunde komme tilbords;
og paaklcedt lcegger han sig Paa Sengen.
Hans Oine falder igjen, og han begynder at dromme. Det
forekom ham, at han stod i et Taarn og fra denne Hoide kunde
overskue den Vei, han hidtil havde vandret, — sit Livs Vei. Da
saa han alle sine Synder, som han hidtil havde begaaet. I
Begyndelsen var de kun faa og smaa, men efterhaanden blev
de flere og altid storre, og tilslut saa han en mork Afgrund,
hvorfra alle Synder udvceldede: — Vantroen. Og han horte
Guds Stemme sige: Vantroen er alle Synders Synd!" Og
se, fra Afgrunden opsteg en Rog, der ogfaa tildcekkede de lyfe,
rene Punkter, han havde bemcerket paa sin Livsvei, — nu blev
ogsaa hans Dyder til Synder.
Da vaagnede han og saa sig forfcrrdet om i Vcerelset, —

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Feb 22 11:31:27 2017 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/ahfrancke/0072.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free