Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
68 Ottende Kapitel.
talrigere Forsamlingen var, desto mere brcendende var Andag
ten, desto stsrre Velsignelsen.
Med de inderligste Velsignelsessnsker sagde Superintendent
Sandhagen i Fastetiden i Aaret 1688 Farvel til sin Elev, der
ikke kunde blive foerdig med at lcrre og forske og fremdeles
ssgte videre Undervisning, idet han begav sig til Hamburg til
Presten Johan Winckler, den vidt bekjendte og hoit anseedc
Bibelforsker. Heller ikke her vårede det lcenge, fsr han ikke
mere stod alene; atter samlede han en Skare om sig, som han
holdt fcrngslet til sig ved sin personlige Kristendoms Magt.
Men han havde ogsaa Ret, naar han sagde: Det er med
de kristne som med glsdende Kul; lcrgger man disse enkeltvis
langt fra hverandre, saa slukkes snart den ene efter den anden,
men lcegger man en liden Hob as dem toet sammen, saa bliver
den enes Glsd vedligeholdt ved den andens, og ofte antcender
de glsdende Kul ogsaa de ncrrliggende udslukkede."
Det var imidlertid, som om Francke intetsteds havde Rast
eller Ro; han drog fra Sted til Sted, som ssgte han efter den
rette Plet, hvor hans Sjcel kunde hvile ud. Ligesom Skivpe
ren paa det aabne Hav lcenges efter Havnen, saaledes lcengtes
Francke efter den Mand, til hvem Tyskland saa op med Agtelse
og Mrbsdighed, hvem ikke engang hans Fiender kunde sige
noget ondt paa, Manden med den rene, pletfrie Sjcel, det klare,
skmnende Lys midt i Tidens Msrke, den Mand, fra hvis Liv
der udflsd levende Vandstrsmme, han, som havde vakt nyt aan
deligt Liv paa de dsde Bens Mark, Fornyeren af den i det
tsrrc Formvcrsen stivnede Theologi: — Philip Jakob
Spener.
Det saa dengang trssteslsst ud i Tyskland. Tredive Aar
havde den store Krig raset og gjort Landet til en Drken, den
blomstrende Gudshave til en uhyre Kirkegaard. Nu var vel
Freden sluttet, men Saarene vedblev endnu lcrnge, lcrnge at
blsde. Fyrsterne vidste ikke, hvor de fsrst skulde gribe fat for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
