Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Man maa være vestlænding for fuldt ut
—med gjenkjendelsens glæde—at nyde
denne beskrivelse, og for rigtig at føle det
behag hvormed forfatteren dvæler i
skildringen. Ikke mindre karakteristisk er
den henrykkelse han tilslut føler over at
veiret har et særlig godt øie til adjunkt
Aalbom, hvem han øiensynlig ikke kan
fordrage,—han er jo baade østlænding og
embedsmand og gjør ikke andet end at
gaa og grine over alt det som findes i det
kjære Stavanger:
«Men den, som mest bandte veiret–-
var adjunkt Aalbom. Naar han gik
hjemmefra om morgenen, pisket vind og regn ham
i ansigtet, og naar han forlod skolen, var
de saa venlige at følge ham hjem til døren
igjen. Et stykke ude i alléen pleiede
vinden at kaste sig ovenfra ned paa hans
paraply, ruske i den og trykke den ned, indtil
hatten kom op imellem spilene. Saa gjorde
den pludselig den samme manøvre
nedenfra, for opunder paraplyen og ind imellem
adjunktens lange ben, fyldte den fodside,
knappede regnkappe, saa at han holdt paa
at gaa tilveirs–»
Kielland sier ikke noget, lægger ikke
en bemerkning til av sit eget, bare fortæl-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
