Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kielland elsket sit land og følte sig i
ut-præget grad som nordmand; han kunde
nok, rent intellektuelt, føle sig mere hjemme
blandt de danske europæere end mellem
«disse Norges kj æmper»; men i temperament
og følemaate var han norsk, hans
kjøben-havnske venner fandt ham ofte
chauvinistisk prippen, han var altid paa vakt mot
den danske kulturvigtighet, likesom intet
var ham utaaleligere end den større broders
politiske overmod.—I den lille vittige
novellette «Trofast» gav han sig luft for sin
forargelse over dansk lydighet, kongetroskap
og loyalitet, og i en besk avisartikkel
«Tordenskjold» hugget han som krænket
nordmand djerve slag baade mot syd og øst. I
utlandet følte han det mangen gang surt at
være nordmand. «Danmarklægger sin haand
over fortid og pryder sig med vore bedste
navne; og Sverige forsømmer ingen leilighed
til at overskygge og formørke os.»—
Navnlig kommer hans svenskehad og
haan over Bernadotterne hyppig tilorde;
i et brev til Strindberg taler han om «denne
fremmede, halvt svenske—halvt franske—
helt farlige konge–-Deres meninger
om vor fælles ven—Oscar II kj ender jeg
ikke; muligens kan svenskerne være tjent
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
