Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Grundtvig, Otto - Grundtvig, Nikolai Frederik Severin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
508
tatis 1807, sstd. S. 571—87); i Kjøbenhavns Skilderi (Undersøgelse af en Idee
om Præstekaldenes Deling, og Forandring med Præsternes Indkomster, 1812, Nr. 77
—79); i Efterretninger fra Selskabet for indenlandsk Konstflid (Om
Konstfliden paa Falster, I. 65—75). — (Tildeels efter Autogr.).
Grundtvig (Nikolai Frederik Severin), Broder til
Foranførte, er fød i Udby ved Vordingborg d. 8de September 1783; kom, 9
Aar gammel, til Jyllands Hedeegn, hvor han (1792—98) voxte op hos
Præsten L. Feld i Thyregod, morede sig med de jydske Bønder, Bierne,
Hvitfelds Krønike, Holbergs Kirkehistorie, Comedier og Niels Klim, Tusind og
een Nat, og en aarlig Rejse til Hjemmet. Han gjennemgik paa to Aar
Mesterlexen i Aarhuus Latinskole, under Krarup og Stougaard, og stræbte at fordrive
Kjedsommeligheden med at gjøre Vers og med at læse i Keiser Carls og
Holger Danskes Krønike, og i Suhms Bog om Odin. Han tog første
Examen 1800, og i October 1803 theologisk Attestats (Laud.) i
Kjøbenhavn, men kunde ikke udholde at høre nogen Forelæsning til Ende,
undtagen sin Fætter H. Steffens’s over Goecthes Digte, og blev kun ved
Bornholmeren P. N. Skougaard bekjendt med Vedels Saxo, Clausens Snorro
og Sandvigs Edda og den virkelige Tilværelse af en islandsk Bogskat fra
Middelalderen. Siden (1805—1808) var han Huuslærer paa Langeland
paa Egelykke (hos Capitain Steensen Leth), og her kastedes Lodden for hele
hans Fremtid, under Omgang i Aanden med Shakspear, Goethe, Schiller
og Ochlenschläger, Fichte, Steffens og Schelling. Paa Walkendorfs
Collegium (1808—11) omgikkes især „Hersleb og Sibbern“ ham med
uforglemmeligt Venskab, og ved dem indfortes han til N. Treschow, G. Sverdrup og
Brødrene Ørsted, men ragede ved sin „Dimis-Prædiken“ ganske
uformodenlig i en Strid med Hovedstadens Preæsteskab, der fik uberegnelig
Indflydelse paa hans følgende Bane og gav den, indtil videre, en mørk Farve
og en skjæv Retning. Kun med Nød og Neppe, ved Biskop Balles Hjelp,
blev han Personel-Capellan hos sin Fader (1811—13), som dog alt da
var Jubellærer, og kunde siden i lang Tid (1813—21), selv ved Kongens
Naade, ej naae noget geistligt Embede, men førte i Hovedstaden et Slags
Eremit-Liv mellem Bøgerne og nogle faa gode Venner, som F. W.
Treschow og B. S. Ingemann. Uden Ansøgning blev han derpaa (1821)
kaldet til Sognepræst i Præstø, men efter sit Ønske forflyttet (1822) til
Residerende Capellan ved Frelserens Kirke paa Christianshavn, og virkede
der til han, i Anledning af Stævnemaalet for „Kirkens Gjenmæle“, 1826
nedlagde sit Embede, og kom ved famme Lejlighed under Politi-Cen sur,
hvis Sørgelighed selv for de ustraffeligste Skribenter han da af ti Aars
Erfaring lærte tilbunds at kjende. Ved Frederik den Sjettes uforanderlige Naade
beholdt han imidlertid ikke blot den kongelige Understøttelse, han siden 1818
som folkelig Skribent havde nydt, men understøttedes ogsaa af Majestæten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
