121 (Arkiv for/för nordisk filologi / Første Bind. 1883)

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Häfte 2 - Om brugen af konjunktiv i oldnorsk (M. Nygaard) - - I. Konjunktiv i hovedsætninger

scanned image

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

nemir (Fafn. 20; Hav. 112 fg.). heldr þú hana eina látir með
ása sonum vammalausa vera (Øg. 53). skósmiðr þu verir né
skeptismiðr (Háv. 126).

Anm. Ikke sjelden bruges opfordrende konj. i 3. pers.
om et ubestemt subjekt ("man"):[1]

kalli mér hingat kerlinguna (Sn. E. I 160, 5). seti hann i fjötur
ok drepi hann á morgun (O. S. 118, 1). fari til skjótt ok skili þá
(O. S. 72, 4). brenni mér inn húnska á hlið aðra; tjaldi þar um þá
borg tjöldum ok skjöldum (Sig. 3, 66). höggvi þenna sem tíðast
(Joms. 76, 13). drepi þenna sem skjótast (Jomsv. 76, 23). láti
hann eigi lausan (Joms. 77, 1). fylgi nú Hreiðari heim ok fari hann
eigi (Mork. 40, 34). foeri mik aptr á sama stað (Mork. 46, 18).
fái honum silfrit (Mork. 48, 36). láti af tjöldin af skipunum
sem tíðast ok taki norðr með róðri (Mork. 57, 24). fari eptir
honum (Mork. 193, 1). kalli Harald hingat (Mork. 193, 7).
fái mér slátr (Mork. 194, 18). fái mér veðféit í hönd (Mork.
196, 22). gefi henni upp sökina (Mork. 204, 20). greiði nú
þá, ek em búinn við at taka (Nj. 24, 53). vísi mér til
Njálssona (Nj. 88, 126). taki þá alla (Nj. 153, 44).

§ 3. Opfordrende konjunktiv har idethele samme betydning
som imperativ og tjener til at supplere denne form. Da der af
imp. haves 2. pers. ent. og fl. samt 1. pers. fl., har dette
tilfølge, at, som anført, opfordr, konj. hyppigst forekommer i 3.

[1] Om man her har 3. pers. ental el. flertal, er vanskeligt at sige. Disse
former er enslydende, og analogi kan tale for begge dele. I indikativ
bruges 3. pers. ent. ofte i upersonlige udtryk, og 3. pers. flert. udsiges
stundom temmelig ubestemt om en flerhed personer, saaat "de" faar
betydningen "folk, man". I alm. ligger det unægtelig nærmest at
tænke paa 3. pers. flertal (cfr. udtryk som: standi menn upp ok drepi
hann; Mork. 43,13), men stundom udgaar opfordringen især til en enkelt
person, og da synes flertalsformen paafaldende. Mærkes maa ogsaa,
at samtlige herhen hørende udtryk kan omskrives med upersonligt
skal: skal drepa þenna sem skjótast = drepi o. s. v. (Sml. dog:
standi menn upp ok taki hann ok skal hann drepa, Nj. 87, 106). Rigtigst
turde det maaske være at antage, at 3. pers. konj. baade af ental og
flertal kan bruges opfordrende om et ubestemt subjekt, og da formen
blev den samme, har man vel endog i det enkelte tilfælde ikke gjort
sig rede for, hvilket tal man brugte. - Forresten, naar det følgende
ord begynder med þ, kan disse former paa - i ogsaa være 2. pers. fl.
imp. med bortfaldt endelse ð (t).

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Project Runeberg, Sat Dec 9 02:15:59 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >> https://runeberg.org/anf/1883/0125.html

		Arkiv for/för nordisk filologi / Første Bind. 1883 / 121 (1882) With: Gustav Storm, Axel Kock, Erik Brate, Sophus Bugge, Gustaf Cederschiöld, Hjalmar Falk, Finnur Jónsson, Kristian Kålund, Nils Linder, Adolf Noreen, Gustav Storm, Ludvig F. A. Wimmer, Theodor Wisén Table of Contents / Innehåll \| << Previous \| Next >>
	Project Runeberg \| Catalog \| Recent Changes \| Donate \| Comments? \|