Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Häfte 2 - Om brugen af konjunktiv i oldnorsk (M. Nygaard) - - I. Konjunktiv i hovedsætninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Undtagelser findes af og til. Se forresten exemplerne ovenfor.
Er verbet 2. pers., sættes derimod gjerne subjektet først;
cfr. Hav. 112 fgg; Vafþ. 4; Sk. 28; Øg. 53; Fafn. 20.
Ogsaa ved imp., hvor verbet alm. stilles foran subjektet,
forsaavidt dette tilføies, kan dog subjektet staa først, naar der
ligger eftertryk derpaa:
þá mælti Skrýmir til Pórs, at hann vill leggjast niðr at sofna,
en þér takit nestbaggann (Sn. E. I 146, 22). ek ríða mun til
þess gulls, er í lyngvi liggr, en þú Fáfnir! ligg í fjörbrotum
(Fafn. 21). þiggðu hér Sigurðr! en þú, Geitir! tak við Grana
sjálfum (Sig. l, 5). en þú flý eigi, þótt lið sé gørt til þín
(Jomsv. 61, 35).
§ 4. Opfordrende konj. hører hjemme i den enkelte sætning
eller i hovedsætningen i en periode. Enkeltvis træffes den i en
bisætning:
hann liggr sjúkr heima at búð, segir Otkell; þar er hann
standi aldri upp, segir Gissurr (Nj. 51, 26). þú, Fáfnir! ligg í
fjörbrotum, þar er þik hel hafi (Fafn. 21). letia maðr hana
langrar göngu, þars hon aptrborin aldri verði (Sig. 3, 45).
§ 5. Naar der til et viljesudtryk føies flere afhængige led
bestaaende af en række at-sætninger eller afvexlende infinitiver
og at-sætninger, udelades i 2det og følgende led ofte
sætningskonjunktionen at, og idet saa tillige verbet faar plads foran
subjektet, erholder sætningen et mere selvstændigt udseende og
megen lighed med en hovedsætning i opfordr, konj., hvormed
den dog ikke maa sammenblandes; cfr. § 29 anm. 1.
má hann þá þar koma, ef hann vill, at vit gerim sætt okkra, ok
haft þat ríki hvárr okkarr, sem óðalborinn er til (O. S. 45, 35).
þér skulut bera Svíakonungi þau mín orð, at ek vil frið setja
millum landa várra til þeira takmarka, sem Ólafr Tryggvason
hafði fyr mér, ok sé þat bundit fastmælum, at hvárigir gangi þar
um fram (O. S. 53, 2). en hér eru nú kostir tveir á með oss,
annattveggja at þér takit nú við kristni eða haldit bardaga i
dag við mik, ok beri þeir sigr á öðrum, er sá guð vill, er vér
trúum á (O. S. 109, 38). hinn annarr at halda bardaga við mik,
ok hafi sá fé, er sigr hefir (O. S. 241, 34). býðr honum tvá
kosti, at hann muni eigi vera í borginni, ella gefi hann honum
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
