Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Häfte 4 - Om brugen af konjunktiv i Oldnorsk, forts. (M. Nygaard) - - III. Substantiviske bisætninger (substantiviske atsætninger; spørgende bisætninger)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
332
Ólafr kqnungr hafi eigi lið mikit hjá her þeim, er vér höfum, þá
er þar øruggr oddvitinn (0. S. 214, 8).
Anm. 2. Efter de § 31 omhandlede verber kan ogsaa
bruges akk. med inf.; navnlig findes denne, naar dens subjekt er det
samme som hovedverbets og derfor kan indesluttes i dettes reflexive
form, eller verbet i akk. med inf. er vera med tilføiet
prædikats-ord. Hyppigst bruges akk. med inf. efter hyggja og ætla. I
oversatte skrifter er ved efterligning af latinsk sprogbrug akk. med
inf. i dette tilfælde almindeligere end ellers.
hugðist hann falla mundu (Sn. E. I 144, 2). hyggsk hann munu
skilja (Hom. 120, 4). hyggsk aldauðra arfi at ráða (H. Hj. 11).
einn rammari hugðumk öllum vera (Fafn. 16).
hugðu þeir þat vera konungsmenn (0. S, 216, 24). þat hygg
ek vera munu fyrir siðaskipti (Jomsv. 57, 17). ek hygg hitt vera
þér satt at segja (Sn. E. I 170, 19). margir hugðu hann Krist
vera (Hom. 144, 15). úsnotr maðr hyggr sér alla vera
viðhlæ-jendr vini (Håv. 24). ætla ek þetta munu vera fyrir feigð þinni
(0. S. 211, 5). ætlit ér hann nú munu yðr linan (0. S. 213, 3).
margir ætluðu hann sjálfan Krist vera (Hom. 186, 1).
hann hugða mik til hjálpar sér of koma mundu (Oddr. 26).
f átt hygg ek yðr sjásk (H. Hj. 12). ætla ek þann verr hafa, er
til þess hættir við hann (0.,S. 140, 35). ek ætla hann eigi munu
einu skapti skjóta móti Ólafi konungi, þótt þeir finnist (O. S.
192,25). ætla ek mik munu þykkja ekki orðfiman (0. S. 140,7).
mun ek nú skýra fyrir yðr, hvat ek ætla þessi fákynsl munu
boða (Jomsv. 57, 15). ætla ek engan kunna þér sannara at segja
frá þessi ferð þórs (var. at engi kunni Sn. E. I 166, 5).
ek get hér verit hafa Gunnar (Nj. 23, 77). þeim er vér trúum
píndan vera (Hom. 115, 9). útrú Gyðinga þeira, er eigi trúöu
Jesum Krist upp hafa risit af dauða (Hom. 74, 22). ifi hann eigi
sik mega fá líkn af guðs miskunn (Hom. 23, 1).
Anm. 3. Efter verber "at synes" sættes hyppigere end at
en sanimenligningssætniiig med sem og konj. se § 64.
§ 33. Efter verber og talemaader, som betegner udsagn,
sættes en sætning med at i konjunktiv, naar den talende vil have
sætningens indhold opfattet som et citat af en andens ord uden
nogen hentydning til, om den omtalte handling virkelig finder
(har fundet, vil finde) sted.
1. Efter et hovedverbum i præs. (fut.) ei. per f. bruges præs..
konj. om det nutidige, per f. konj. om det forbigangne, naar det
fremstilles som fuldendt i nutiden eller dog sættes i et vist
forhold til denne, ellers om det forbigangne perf. eller imperf. konj.;;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
