Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oldnordiske consonantstudier (Julius Hoffory) - - I. Spiranterne f, g, þ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
til urgermansk <jp: /ar«, finna, fé, fylla o. s. v. = got. faran,
firiþan, faihu, fulljan.
I indlyd svarer oldn. / til:
1) urgerm. y, got. /: hefja (got. hafjari), loß (got. löfá), eftir
(jvf. oht. af tar], kraftr (oht. er af t), oft (got. ufta\ gift (jvf. got.
fra-gifts\ r ef sa (oht. r ef san o: *rafsjari) o. s. v.
2) urgerm. /#, got. ö: hafa (got. habari), gefa (got. gibari),
lifa (got. libari), arfi (jvf. got. arbja), furfa (got. faurban) o. s. v.
Det er naturligvis overflødigt her at bevise, at / i forlyd
var tonløst ligesom i fællesgerm. og de yngre germanske sprog.
Derimod nødvendiggør det indlydende / en særlig undersøgelse.,
idet oldn. / svarer baade til det fællesgerm. y og det fællesgerm.
ß. Efter det oldnordiske lydsystems hele Udviklingsgang er det
dog naturligt at antage, at fællesgerm. ß er vedblevet at være
tonende mellem tonende lyd, men at derimod fællesgerm. <JP selv
er blevet tonende mellem tonende lyd. Den sidstnævnte
overgang er physiologisk meget let forklarlig og ganske parallel med
andre overgange, som i det følgende skulle omtales, medens en
overgang fra ß mellem tonende lyd til tonløst </> ikke blot, som
Paul (Beiträge I, 158) bemærker, i og for sig vilde være i højeste
grad usandsynlig, men tillige fuldstændig exempelløs i den
nordiske sproghistorie. Det er altsaa allerede af rent theoretiske
grunde højst sandsynligt, at oldnordisk f i indlyd mellem tonende
lyd selv har været tonende, men sandsynligheden stiger til
vished, naar vi bemærke, at / i denne lydstilling i alle de ældste
haandskrifter meget ofte skrives med tegnet for den tonende
halvvocal w (v, u). Denne betegnelsesmaade anvendes baade,
naar / er = urg. <JP, og naar det er = urg. ß* Derimod kunne
disse bogstaver ikke anvendes til at betegne forlydende f eller f
i indlyd efter vocal med umiddelbart efterfølgende consonant.
* Med urette siger Paul (Beiträge I, 158-9), at tegnet v (u) ikke kunde
anvendes for tonende /. Tvertimod findes det i haandskrifterne saa
overordentlig hyppigt brugt i denne function, at jeg anser det for
overflødigt at anføre en længere række exempler derpaa. Som bevis
anfører jeg kun nogle af de i det ældste bevarede hdskr., A. M. 237
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
