Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oldnordiske consonantstudier (Julius Hoffory) - - I. Spiranterne f, g, þ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
24
lige betydninger. Og her tør man da ikke overse, at den
ovenfor efterviste adskillelse mellem y og x er ligesaa nødvendig for
den rette forstaaede af lyd- og bøjningslæren, som den
almenbekendte forskel mellem det explosive og det spirantiske g.
Vi betragte herefter til slutning det oldnordiske
f (»).
Medens vi paa det labiale og paa det gutturale Omraade
kun havde ét tegn (resp. / og g) til at udtrykke baade den
ton-løse og den tonende lyd, have vi tvende bogstaver, f og 8, til
at betegne den tonløse og den tonende interdentale spirans.
Den almindelige opfattelse gaar, i overensstemmelse med den
herskende normalorthographi, ud paa, at f stedse bruges i
forlyd, ö stedse i ind- og udlyd. Angaaende den lydværdi, som
tilkommer tegnene f og ö, er den hidtil enegyldige anskuelse
den, at f udtrykker den tonløse, 8 den tonende lyd*. Vi skulle
prøve hver af disse antagelser for sig.
Hvad angaar brugen af bogstaverne f og ö, maa det først
fremhæves, at den ovenfor nævnte usus ikke har nogen hjemmel
i de ældre membraner. Som allerede fra mange sider
fremhævet, er f eneherskende i de ældste islandske
haand-skrifter**, det bruges f. ex. stedse i A. M. 237, EL, St. h.,
1812, A. M. 673, A. B., A. M. 645 (første stykke), de to ældste
partier af Eeykjaholts máldagi, de ældste (islandske) fragmenter
i A. M. 655 o. fl.***. I begyndelsen af det trettende aarhundrede
* Se f. ex. Gislason, Oldn, forml. s, 25, Wimmer, Fornn. formL s. 9,
Vigfusson, Dictionary s. 729.
^* Se f. ex. Gislason, Forml. § 84, Holtzmann, Altdeutsche gramm. L 1.114,
Wimmer, Fornn. forml. s. 9* Dog fremhæve de nævnte forskere ikke
tilstrækkelig stærkt, at det k u n er islandske haandskr., som anvende
f i ind- og udlyd. Dette er, saavidt jeg ved, først paapeget af
Vigfusson, Eyrbyggjasaga, vorrede s. XXXVIII. - Meget sjælden skrives
i de ældste isl. membraner i indenlandske ord th for p: Tha, A. M.
655 III, 36, fteinthro, ib. 3«-», cfr. Um frump. s. 98.
*** Ejendommeligt er forholdet i A. M. 677. Der skrives her paa de sex
jførste blade i ind- og udlyd særdeles ofte d (ikke ö!) ved siden af og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
