Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oldnordiske consonantstudier (Julius Hoffory) - - I. Spiranterne f, g, þ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
28
Det kan ikke være nogen tvivl underkastet, at f i de
allerfleste tilfælde var tonløst i forlyd; herfor taler ikke alene
forholdet i urgermansk, men ogsaa særligt den omstændighed, at
nynordisk - undtagen nyislandsk, som har bevaret den gamle
udtale, - her har t: fvå, forp, frir, fola blive paa dansk til
to, torp, tre, tade. Men i en række pronominer og dermed
beslægtede adverbier, saasom: f u, fåt, fessi, få, far, f af an, har
lyden efter de fleste sprogforskeres antagelse været tonende,
–Lyngby mener endog, at denne udtale har været fællesnordisk,
- og denne anskuelse støttes :da dels paa det factum, at
haandskrifterne i de nævnte ord hyppigt anvende tegnet ö, dels
derpaa, at de nynordiske sprog her sædvanligvis have d, f. ex.
dansk du, det, denne, da, der, deden*
Det første argument kan jeg ifølge det ovenfor udviklede
ikke tillægge nogen vægt; de paagældende ord skrives ganske
vist i haandskrifterne ofte med S, men det samme sker, som vi
have sét, ogsaa med andre, ikke-pronominale ord. At vi saa
særdeles ofte finde skrevet fiu, fiat, 8« osv., beror naturligvis paa,
at disse ord forekomme saa overordentlig meget hyppigere end
de øvrige ord, som begynde med f. Det andet argument: at
nynordisk her sædvanligvis har d, har ganske vist større
betydning. Men Saaby (Tidskr. f. philologi X, 183 ff.) har med rette
fremgaar af, at l her var tonløst (se min afhandling Tonloses l und n
im altnordischen i Zeitschr. f. deutsches alterth., n. f. X, 374 ff.). -
Jeg tilføjer som supplement til den nævnte opsats, at vi i oldn» sikkert
engang ogsaa have haft et tonløst r, ti hvárir forholder sig til et
ældre hvaprir ganske som mál til det ældre map L Og vi tør ligeledes
antage, at ogsaa et tonløst m har været tilstede, ti ran, hvor n,
som jeg anf. st. har paavist, var tonløst, forholder sig til ældre *rahna
(sml, oht, (bi)rahanen) ganske paa samme maade som f. ex. Ijómi til
ældre * liuhma (snil. got. tiuhap). Yi havde altsaa i oldnordisk ikke
blot tonende og tonløse explosivlyd og spiranter, men ogsaa tonende
og tonløst l, r, m, n.
-’* Sml. Gislason, Um frumparta s. 98, Lyngby, Tidskrift f. philologi II»
320 f, Wimmer Fornn. forml. s. 88.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
