- Project Runeberg -  Arkiv for/för nordisk filologi / Andet Bind. 1885 /
31

(1882) With: Gustav Storm, Axel Kock, Erik Brate, Sophus Bugge, Gustaf Cederschiöld, Hjalmar Falk, Finnur Jónsson, Kristian Kålund, Nils Linder, Adolf Noreen, Gustav Storm, Ludvig F. A. Wimmer, Theodor Wisén
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oldnordiske consonantstudier (Julius Hoffory) - - I. Spiranterne f, g, þ

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

31

vart (o: *vartt), 2. pers. præt. af kvefa, verfa.* Da t kun kan
fremgaa af den tonløse lyd, #, er det klart, at det indlydende f
i de nævnte lydstillinger var tonløst, før det gik over til t; de
paagældende former have altsaa engang været udtalte: lýs&a,
beit&a, fest&a osv. Et factisk exempel paa en saadan form er
det paa runestenene hyppigt forekommende raisfi, hvilket
sikkert repræsenterer udtalen rais&i, ikke raisði, som det
sædvanligt antages**.

* I sidstnævnte tilfælde ere de ældste former * Jcvast, * värst (cfr. got.
qast, varst), men de fortrængtes i nordisk tidligt af Jcvapt, varpt (i
analogi med nämt, bart), og heraf opstod ved regelmæssig overgang af p
til t foran í de i de ældste haandskrifter herskende former Jcvatt, vart
o. desl. (snil. Wimmer, Læsebog2 s. VI), Naar vi i yngre
Haandskrifter træffe former som reiðt o. lign., maa dette vistnok opfattes
som en ny analogidannelse, hvorved en ældre form er blevet
genoplivet, og ikke, som Wimmer anf. st. vil, som en blot etymologisk
Skrivemaade. Ogsaa hos adjj. forekomme former som glaðt, leiÖt (Gering,
íslenzk æventýri s. XVIII), som sikkert maa bedømmes paa lignende
maade. Gering antager med urette, at gladt, leiOt osv. ere ældre end
glatt, leiit osv.

^* Derimod bliver som bekendt p til d efter tonende l, n (med
foregaaende lang rodstavelse): deilda, sýnda, benda (o: *bendda), elda (o:
* eldda), prætt. af deila, sýna etc. (sml. Wimmer, Fornn. formlära s.
24 f., 129 f. og Læsebog2 s. VI f.), undtagelser herfra ere, som
Wimmer paa det sidstanførte sted bemærker, meget sjældne. De af ham
nævnte former hvilpe, hvilp; girnpesc, girnp forekomme f. ex. paa
forskellige steder i St. h. ved siden af de regelmæssige former med
4; saaledes hvilp (resp. hvilpar osv.) 48 14> 17, 54 29, 66", 101 81, 215 V
men hvíldar 5532; girnpesc 17827, girnp (resp. girnpar etc.) 37 13, 5229,
533, 70 15, 87 I0, 90 31, 103 16, 11327, 141 *, 14330, 14417’26, 163 », 182 34,
1858, 19128, 19223, 21138, 2124’32, men girnder 433, agirnd 7825.
Senere bliver p ogsaa efter (tonende) l, n med foregaaende kort
rodstavelse til d: valda, dunda, sml. Wimmer, Læsebog2 s. VI f. Ligeledes
bliver p til d, naar et andet p gaar i forvejen, og dette assimileres da
«elv dermed, saa at vi faa forbindelsen dd som endeligt resultat:
fødda, gladda for * féppa, * glappa. Dog forekommer der foruden
de regelmæssige former med dd ikke sjælden i haandskrifterne former

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 02:16:23 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/anf/1885/0035.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free