Print (PDF) - On this page / på denna sida - Oldnordiske consonantstudier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
32
I lydforbindelserne pf og kf er derimod f stedse bevaret í
de ældste islandske Haandskrifter (se herom de værdifulde
bemærkninger hos Wimmer, Læsebog3 s. VII f.), men bliver i løbet
af det 13de aarhundrede gennemgaaende til t: hleypfa, fylkfa,
glapfa, vak f a blive senere til hleypta, fylkta, glapta, vakta; det
var altsaa i de nævnte lydstillinger sikkert tonløst (snil. mine
bemærkninger i Nord. tidskr. for philologi, ny række III, 293 f).
Særlig opmærksomhed fortjener den hidtil næsten slet ikke
paaagtede lydforbindelse f s. Vi finde nemlig allerede i de
ældste haandskrifter, at f i denne forbindelse særdeles hyppigt
bliver til t, navnlig i substantiver afledede med -slå og -ska og i de
med f d: føfda, gladda (f. ex. føpda St. h. 108, 1308, gtapda 79 20>
standa 82, 15637, 204» 2087, kväfda 9 16, 1345, 1389, 13931, 212 35V
skrýpda 173» 215 15, 21626, 217 10, 218 27, 21920; ligeledes undertiden i
yngre hdskrr,, f. ex. i A. M* 132 fol., snil. Gering, Finnboga saga,
vorrede s. XL); imidlertid tør pd her vistnok ikke betragtes som
ældre end dd, men skyldes rimeligvis indflydelse fra præsensformerne,,
hvor p jo var bevaret (føpa, glepja). - Naar r gaar foran />, have vi
i præteritum normaliter ikke dd, men p (sml. Wimmer, Fornn. forml. s.
25); hirpa, gyrpa hede i præt. ligeledes hirpa, gyrpa. Dog ere disse
former ikke directe opstaaede af de ældre *hirppa, *gyrppa;
tværtimod bleve *hirppa og *gyrppa først til hirdda, gyrdda^ ligesom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
