Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oldnordiske consonantstudier (Julius Hoffory) - - II. Tillæg til s. 17. Germ. χt = oldn. t
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
40
ét t, ikke, som vi skulde vænte, *néttr. Der paatrænger sig os da
her først det Spørgsmaal: er det det oprindelige %t (htj, som
under Paavirkning af en efterfølgende consonant bliver til t, eller
er det det allerede assimilerede tt, som bliver forenklet, naar
consonant følger. Eller med andre ord: har udviklingsgangen
været :
*nahtiR >’ *néhtiR > *nehtR > nétr
eller
*nahtiR > *nattiR> *néttiR > * nytir > nétr - ?
Allerede af physiologiske grunde synes det sidste alternativ
at være at foretrække, ti det synes ikke rimeligt at antage, at
den efter det oprindelige ht følgende consonant skulde kunne
indvirke paa det ikke umiddelbart foregaaende h, hvorimod det
ikke er vanskeligt at forstaa, at det geminerede tt kunde
forenkles foran efterfølgende consonant. Denne theoretiske
betragtning bestyrkes desuden ved en anden iøjnefaldende
omstændighed. Som bekendt bliver et opr. nt} vistnok gennem
mellemtrinnet Nt* (med tonløst N), i oldnordisk sædvanlig til tt: mgttull
= sv. mantel, vQttr = sv. d. vante (Fornn. forml. s. 27), etc.
Herfra gives der imidlertid én mærkelig undtagelse ni. ordet
vetr, vinter (jfr. got. vintrus), som gennemgaaende skrives med
ét t (snil. Wimmer, loc. cit.). Det kan vei neppe være tvivl
underkastet, at aarsagen til, at vi her finde enkelt t, er den samme,
som har bevirket, at vi i Matr etc. have t istfr. tt, ni. at
consonant paafulgte. Staar dette imidlertid fast, saa ledes vi næsten
med nødvendighed til den antagelse, at det er det assimile-
ninger af denne urgerm. genitiv paa -iz have vi paa oldnordisk grund
foruden i nétr ogsaa i former som vikr, merlcr, bøkr, elptr. Samme
endelse findes endvidere i kýr, ér, sýr. I ét eneste tilfælde er denne
endelse ogsaa bevaret i mase., ni. i genitiven mánapr = got. *ménðps
(cfr. Fornn. forml. s. 59); den urgermanske form var *ménotiiz.
Derimod skyldes formerne manns, nagls indflydelse fra afbøjningen,
formerne vetrar, fingrar, fotar indflydelse fra w-bøjningen.
* Snil. Zeitschr. f. deutsches alterthum, n. f. X, 374 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
