Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Runerne i den oldislandske Literatur, ved Björn Magnússon Ólsen (Gustav Storm)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Runerne i den oldislandske Literatur, ved Björn Magnússon
Ólsen. Udgivet af Kommissionen for det Arnamagnæanske Legat.
Kbh. 1883 (Gyldendahl). 140 S. 8vo.
Denne Afhandling, hvormed Dr. Bjørn Olsen har habiliteret
sig ved Kjøbenhavns Universitet, optager til Behandling det oftere
drøftede Spørgsmaal om Eunernes Brug til Bogskrift og besvarer
det for den ældste islandske Literaturs Vedkommende
bekræftende. Dr. Bjørn Olsens Arbeide vil visselig vække
Opmærksomhed, dels fordi han fører i Marken en hel Række nye Argumenter
for Spørgsmaalet, dels og fornemmelig fordi han paa en baade
overraskende og overbevisende Maade har bragt Klarhed over
den 3die Afhandling i "Skalda", Olav Hvitaskalds Arbeide om
Grammatik og Talefigurer. Jeg siger fornemmelig, fordi efter
min Mening hele Theorien om Runernes Brug til Bøger paa Island
i Tiden 1100-1150 er og bliver en Hypothese, selv efter Dr.
Bjørn Olsens Argumentation, der vistnok anfører for den det
meste og bedste, som kan anføres for den. Forf. giver en levende
Skildring af den literære Virksomhed paa Øen under Biskup
Gissur og hans Samtid, viser hvorledes man begyndte med at
optegne enkelte Love (Tiendeloven) og Dokumenter (skrår,
maldagar), før man tog fåt paa den store Lovoptegnelse 1117-18
og fremhæver - som det synes med Rette - at i sig selv maatte
en Optegnelse af Loven kunne foregaa ligesaa let eller maaske
lettere med Runer end med Bogskrift, baade fordi Runernes
Lydbetegnelse, især i Vocallyd, stod det talte Sprog nærmere
og fordi Runerne som det nationale Alfabet var mere
haandter-ligt. Jeg kan vistnok indrømme dette i sin Almindelighed, men
bliver dog betænkelig, naar Forf. glider saa let over den
Omstændighed, at den store Lovoptegnelse 1117–18 skede ved
Præster. [Dette er, som bekjendt, ikke udtalt i Islendingabók, men
ligger som en sikker Slutning i Ares Ord om at Præsterne
oplæste den færdige Lov, og erkjendes af Forfatteren]. Thi efter
min Mening er Oplysningen om, at Præster - de, der var "satte
til Bogen", som havde lært baade at læse og skrive latinske
Bogstaver - vare virksomme ved Affattelse af Lovene, en saa
sikker Antydning som mulig om at Lovene bleve optegnede
i det Alfabet, som Præster hele den katholske Verden over brugte;
jeg behøver ikke at minde Dr. Olsen om, at Biskoperne Isleif,
Gissur og Jón, at Sæmund Sigfussön alle havde faaet sin
litterære Uddannelse i Tyskland og vistnok ogsaa ført den Kunst at
skrive med sig hjem derfra til sine Landsmænd. Naar Forf.
siger: "det følger af sig selv, at kun geistligheden, og ikke
almuen i det hele taget, i disse fjærne tider befattede sig med
skrivekunsten, og at den alene forstod at omgaaes med pen,
blæk og pergament", - hvilket er ganske rigtigt, - maa jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
