Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Íslendzk Æventýri. Isländische Legenden, Novellen und Märchen. Herausgegeben von Hugo Gering (Moltke Moe)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
189
stændigt og betroet opdrag i slaget ved Oslo (NFH., III, p. 300);
han kan derfor dengang vanskelig have været yngre end en 16-18
år. Derimod hører vi intet om Håkon, da Heklungerne i 1181
efterstræbte Sverres ældste søn (III, 140); Håkon var altså enten endnu
ikke født, eller så ung, at hans tilværelse var ukjendt for fienderne,
eller også havde han endda ikke forladt Færøerne, om han er født
der. I betragtning af hans stilling i 1197 synes et af de to sidste
tilfælder rimeligst, og man får altså som yngste aldersgrænse for
ham omtrent det samme tal som for Håkon den unge, - 24 å 25
år. Men i modsætning til den sidstnævnte, der neppe kan have
været beskjæftiget med literære arbeider i sit sidste leveår, må
Håkon Sverressøn, om han er forfatteren, netop snarest have udført
oversættelsen en af de to sidste vintre, han sad i rö, ligesom
overhoved den tids literære beskjæftigelser må antages fortrinsvis knyttede
til vintertiden (cfr. NFH. III, 1029). - Endelig vil det vistnok findes
forklarligere, at abbed Arngrim (f. c. 1280) feilagtig har givet den unge
Håkon Sverressøn tilnavnet úngi, end at han urigtig skulde have
tillagt ham både et værk og et tilnavn, som rettelig tilkom en
anden, og det så meget mere, som det her gjælder det eneste
bevidnede eksempel på, at en fyrste er optraadt som forfatter i den
norrøne literatur. Måtte allerede skriftets halv asketiske retning
fortrinsvis fæste det i klostermandens erindring, bør det kanhænde
også mærkes, at vidnesbyrdet udgår fra det literære Pingeyrar, som
gjennem sin ældre abbed Karl Jonsson (d. 1212), der efter Maurer
p. 62 f. er forfatteren af hele Sverres saga, kunde tænkes at sidde
inde med traditioner fra Sverres og Sverresønnernes tid. Og om
end det af de norske udgivere p. XIII, anm. l anførte annalsted, der
også benævner Håkon Sverressøn úngi, på grund af sin sene
oprindelse af Maurer med fuld ret er erklæret uden al beviskraft, turde
det dog være anmærkningsværd som et analogen. Jeg kan således,
trods Maurers store autoritet, ikke se andet, end at man, indtil der
bringes andre og mere afgjørende grunde i marken mod Håkon
Sverressøn, fremdeles har ret til at betragte ham som oversætteren af
Barlaams ök Josafats saga, hvad der rigtignok vilde være så godt som
umuligt, om G. Vigfusson kunde bevise sin påstand (Proleg. CXXXY)
om, at den latinske oversættelse af fortællingen, efter hvilken sagaen
er udført, endnu ikke eksisterede år 1200. Denne opgift er
imidlertid urigtig; efter Zotenbergs og Paul Meyers udgave af den
franske rimede version (Bibi. d. liter. Ver. nr. 75, p. 348) gar
latinske håndskrifter af romanen et stykke ind i det 12te årh., og
som eksempler på sådanne nævnes to mss. i det keis. bibi. i Wien,
et i Montpellier og et i Troyes.
Kristiania, Mars 1884.
MOLTKE MOE.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
