Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anmälan: Relativsatsen i den äldre Fornsvenskan med särskild hänsyn til de båda Vestgötalagarne af Oskar Klockhoff (P. Groth)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
93
junktion. Ved denne udvikling er der dog det at mærke, at förf.
ikke har anført noget exempel paa, at adverbiet staar sidst i
hovedsætningen, uden at ær er tilføiet.
Med de egentlige relativsætninger mener nu forfatteren, at det
forholder sig saaledes, at man fra først af intet forbindelsord har
brugt, men saa siden, i tilfælde, hvor ordstillingen gjorde
sætnings-forbindelsen utydelig, har indsat et ter, aldeles ligesom med
tidssæt-ningerne. Disse gik imidlertid et skridt videre end hine, da det
demonstrative pronomen paa svensk aldrig er blevet til relativ. Naar
saaledes er anvendes saavel i relative som i temporale sætninger,
mener forf., at det skriver sig fra en tid, da der ikke var draget
nogen skarp grænse mellem disse to arter af sætninger. Han
antager, at er fra først af har tilhørt bisætningen og tjent til kraftigere
at fremholde, at et bestemt moment i hovedsætningen blev nærmere
specialiseret.
Foruden ær bruges senere sum og faer som relativpartikler.
Ofte er det ogsaa tilfældet, at der ingen partikler findes. I de
tilfælde antager forf., at man har at se levninger af en gammel
sprogbrug. Om relativets korrelat siger han, at det oprindelig er et nornen
-)– demonstrativt pronomen. Hvor der forekommer andre former
mener han, at de er yngre. Saaledes antager han, at i udtryk, hvor
korrelatet kun er et demonstrativt pronomen eller adverbium, et
nornen, oftest maþer, er udeladt (f. ex. skal faen takæ, ær ætledde).
Det er vistnok urigtigt at betegne en saadan Udtryksmaade som
yngre eller at tale om en Underforstaaelse. Vedkommende forfatter
tænkte ikke paa noget maþer og vi behøver heller ikke at gøre det.
Forfatteren gaar dernæst (pag. 47) over til at behandle
relativsætningens ordstilling. For ordstillingen i hovedsætninger opstiller
han den regel, at prædikatet skal følge lige efter det betonede ord,
altsaa indtage anden plads i sætningen, medens det i bisætningen
skal være regel, at prædikatet ikke attraheres af det betonede ord,
men at et eller flere ord gaar imellem. Han inddeler dernæst
relativsætningerne i dem, der har hovedsætningens ordstilling og dem,
der har bisætningens. Eksempler paa den første slags ordstilling er
temmelig sjældne og findes næsten kun - men ogsaa som regel -
der, hvor relativet tillige er subjekt. Dette er vistnok grunden og
ikke, som forf. antager (pag. 61), at disse sætninger er almindelige
(generelle) relativsætninger. Er derimod subjektet et andet ord end
relativet, saa bliver det næsten bestandig trukket foran prædikatet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
