- Project Runeberg -  Arkiv for/för nordisk filologi / Tredie Bind. 1886 /
190

(1882) With: Gustav Storm, Axel Kock, Erik Brate, Sophus Bugge, Gustaf Cederschiöld, Hjalmar Falk, Finnur Jónsson, Kristian Kålund, Nils Linder, Adolf Noreen, Gustav Storm, Ludvig F. A. Wimmer, Theodor Wisén
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Om overgangen é - je i islandsk (Björn Magnusson Ólsen)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

190

gennemgået til forskellige tider. Den lyd, som i nyislandsk
etymologisk svarer til oldsprogets lange a-lyd (å), betegnes således
endnu bestandig på samme måde som i de gamle islandske
håndskrifter, uagtet lyden nu er en helt anden, og væsenlig den samme
betegnelse genfindes i alle håndskrifter, fra oldtiden helt ned til
nutiden. Enhver oplysning om den sande udtale, som møder os i
kildeskrifterne, må derfor modtages med dobbelt taknemlighed.

Som bekendt er oldsprogets lange e-lyd (é) i det nyere sprog
gået over til je (ja), Spor til denne overgang findes allerede i
gamle håndskrifter, som betegner lyden ved ie,l enkelte også
hyppig ved ei.2 Senere bliver betegnelsen ie stadig hyppigere, og i
det 16. århundredes trykte bøger er den så godt som eneherskende.
Også i det 17. århundrede er skrivemåden ie overvejende. Kun i
enkelte bøger, navnlig i de sagaudgaver, som i årene 1688-1689
udkom i Skalholt, efter at trykkeriet var flyttet dertil fra
Nordlandet, stræbte man at vende tilbage til den ældre skrivemåde,
idet man betegnede lyden ved e (ikke ved é eller ee). I fortalen
til Landnama-udgaven af 1688 hedder det: "Einfalldt e a ad
pronuncerast so sem ie epter þeirre pronunciatione, sem vær nu
brukum. E(xempli) G(ratia) eg (ieg), mer (mier), Herad (Hierad)
etc". Her har vi altså et vidnesbyrd om, at overgangen é - "ie"
til denne tid var fuldbyrdet, og middelbart en antydning af, at
forfatteren til disse ord - enten biskop Pórður Þorlaksson eller
sysselmand Einar Eyjólfsson, som havde gjort forarbejderne til
udgaven - har været af den anskuelse, at den daværende udtale
ikke var synderlig gammel.

Den reaktion mod skrivemåden ie, som således fremtræder i
de skålholtske udgaver fra den sidste halvdel af 17. århundrede,
kan imidlertid førfølges lidt længere tilbage i tiden. Den er
sikkert først udgået fra måg. Brynjólfur Sveinsson, biskop i Skalholt,
som uden tvivl middelbart eller umiddelbart har påvirket Pórður
Þorlaksson eller Einar Eyjólfsson. I et brev fra Brynjólfur til
Ole Worm af 28. juli 1651, som indeholder anmærkninger til
Worms da lige udkomne anden udgave af Danica Literatura, findes
et par udtalelser af den lærde biskop, som er af stor vigtighed
med hensyn til lydovergangen é - ie. Det hedder nemlig:

1 Konr. Gislason: Frumpartar, s. 39-40.

3 Således navnlig AM. 291, 4°; se Jómsv., utg. af C. af Petersens,
Khavn 1882, s. X.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 02:16:44 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/anf/1886/0194.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free