Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Om overgangen é - je i islandsk (Björn Magnusson Ólsen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
191
a) I anledning af Danica Literatura, 19. kap., 2. udg. s. 9721:
"^j l non fie sed fe Semper scriptum, Semper scribendum et
pronunciandum est. Je inculcavit vitiosa recentiorum consuetudo,
qua laborant inter nostrates inprimis Septentrionalis quadrantis
incolæ, adeo ut e Vocalem etiam je pronuncient; ab illis autem ad
alios longe lateque serpsit".2
b) I anledning af anførte værk, 24. kap., s. 125j:
"mer, ser legi vult Clariss. Vir Mier sier. Fateor mine
vitiose passim ita pronuntiari, sed pessime. Omnes antiquæ
mem-branæ Constanter absque spurio hoc i Boreali tales voces omnes
scriptas referunt; nihil est aliud mier sier quam prava consuetudo".3
Her har vi altså fra midten af 17. århundrede et vidnesbyrd om:
1. At overgangen é - ie først er begyndt på Nordlandet og
derfra har udbredt sig til de andre egne af landet.
2. At udtalen ie (je) på biskoppens tid var bleven
almindelig. Dog ligger der i udtrykkene »longe lateque’’1 og "passim"
en antydning af, at man endnu i enkelte egne holdt fast ved den
ældre udtale, som biskoppen selv også synes at have brugt -
ellers vilde han næppe have sagt: "\ non fie sed fe Semper . "
pronunciandum est".
3. Synes biskoppen at skelne mellem to udtaler, nemlig ie
og je. Når han nemlig siger: "Je inculcavit vitiosa recentiorum
consuetudo", mener han sikkert udtalen icj eftersom disse ord har
deres tilknytningspunkt i det foregående fie, som skrives ikke med
je men med ie; bogstavformen J er her kun initial for i efter
punktum. At denne forståelse er den rigtige, bliver aldeles
indlysende, når man læser videre: "qua laborant inter nostrates
inprimis Septentrionalis quadrantis incolæ, adeo ut e vocalem
etiam je pronuncient". At der i den ved adeo ut . .
etiam indledede bisætning ligger en stigning, er klart; je i denne
bisætning kan da umulig have ganske den samme betydning som
Je i hovedsætningens begyndelse. Meningen kan kun være den,
at Nordlændingerne i denne henseende er gåede et skridt videre
end folk i de andre egne af landet, idet de udtaler je, hvor andre
udtaler ie, med andre ord, at i på Nordlandet i denne forbindelse
udtales mere konsonantisk end i andre egne. Hermed er dog den
’ Trykfejl for Y
a 01. Wormii Epp. II, s. 10643.
3 01. Worm. Epp. II, s. 1067,.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
