Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Om apokope og synkope og deres forhold til brydningen (Hj. Falk)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
293
i det simple ord. Imidlertid er den herved frembragte vexel
af vocaliske og diftongiske former af langstavede nomina, der
i oht. fremtræder forholdsvis ren (cf. snéo, gen. snéwes), i det
litterære oldn. temmelig udvisket; bevaret er den i ordet
hjü tyende (grf. *hiwd), i comp. hy~ (cf. goth. heiva-frauja),
hvis oprindelige bøjning i oldn. har været: nom. sing, hfü,
\ A A A A A
nom. plur. *%; endvidere i ordene seer, snær, fræ, frær, meer,
A AA
slcer; oprindelig bøining nom. sing, sjôr f. *sævr, sæor, som jôr
af *ehv(a)B > éur (enstavet, medens fé af *féu, fehu, tostavet),
acc. sjö, dat. sceve, plur. sævar, i comp. so-, nsing. frjô = goth.
fraiv, som spjô = goth. spaiv, nplur. fræ, i comp. fræ-, etc.;
i Sæm. E. er dette oprindelige Forhold i comp. stedse
bevaret ved see- og snæ-, endvidere mo-fingr Hamð. = mjô-fingráðr
Rigsþ. 39, Mov*efö (cf. mæ-gr Heimskr. i et vers)1.
1 Efterat denne udvikling var nedskreven, har jeg læst Noreens
fremstilling i Paul-Braune Beiträge VII, s. 436 fí. Det var isandhedilde
bevendt med vort paradigma, dersom Sievers’ lov om nabovocalers
contraction skulde hindre oldn. spjô fra at svare til goth. spaiv,
men hvorledes da forklare et ord som hjôl? Sievers’ regel gjælder
kun vocaler, der oprindelig staar i forskjellige stavelser; følgelig har
Noreen uret i at anvende den paa spjô, hjôl, og følgelig kan vi end
mindre give ham ret, naar han herved begrunder en udvikling *sniv-és >
snjôs (cf. snivinn), *hiw-es >» hjüs (ei. blys - oht. pUwes); men at
formen snjôr og end mere hjü og jôr skulde være opstaaet ved
formoverførelse fra dat. pl. alene, vil vei forf. neppe faa nogen til
at tro. Vi lader os ikke forvirre af den omstændighed, at formerne
sær etc. i de ældste hskrr. er de almindeligste, medens sjôr etc.
senere tiltager i hyppighed; dette forhold beviser for N.’s theori intet,
da det vei neppe kan være forf.’s mening, at det af ham opførte
primitive paradigma nogensinde i det literære oldn. skulde have
forefundets rent, og intet imod vor, da der jo intet kan være iveien
for at antage, at analogien til en tid kan have stillet sig gunstigere
ligeoverfor disse former, til en anden tid for hine. Det allerbedste
bevis for vor bheoris rigtighed leverer vei oldsvensk, hvor ordet for
so kun opviser formen sior undtagen i comp., hvor man har sæ-,
ligesaa blot snior, slior, mior.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
