Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Häfte 3 - Med hvilken ret kaldes skaldesproget kunstigt? (Hj. Falk)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
252 Hj. Talk.
have gjort et tilstrækkeligt indtryk paa vore forfædres sanser,
til at skaldene kunde vælge dem som characteristicum for
kvinden. Endelig forklares sammesteds en kvindekenning
’havets gudinde’ ved de homonyme ord marr og ver(r\ idet der
gjöres opmærksompaa, at kvinden kjendes til sine eiendele,
hvortil altsaa ogsaa hendes månd synes at regnes! Hvad
angaar denne omskrivning, der synes dannet af tilsvarende
mands-kenninger, da er den væsentlig fremmed for den klassiske
skaldedigtiiing; fra de eiendommelige Kormak’ske vers anföres
fem herhen hörende udtryk, hvoraf B. M. Olsen dog har sögt
at bortskaffe de tre (sunds Hrund, skerjarfrar skorða,
varr-sktås vegskor&á), den fjerde (Freyja drafnar) befinder sig i
noget dunkle omgivelser, medens den femte (Vár Mru) endnu
er uantastet; det fra Hallfred Yandrædeskald citerede g j
álfr-teigs mgrk synes mig af den grund problematisk, at mprk
ellers optræder som en art nornen agentis = bærerske; de
ovrige i Gröndals Clavis opförte exempler er dels sene (smL
mágrundar skor&a, Gisla s. Súrssonar s. 59. 1: J. þorkelsson
vil læse móins för wá-; hól-Njgrun hrannblakks, Bjarnar s,
Hitd. s. 30. 1; men-Hlin elgs f jarlar, Gisla s. Súrssonar s. 62;
eygarfts Freyja, Yígl. s. 77. l efter Bugges konjektur; år
Hlpkk, Vígi. kap. 12) dels misforstaaede (hvUingr = bæger)
eller höist usikre. Har Kormak indfort denne kenning i
poesien ?
Det er imidlertid ikke blot læren om kenningers
oprindelse, der har lidt under de gamle grammatikeres
for-kjærlighed for homonymien: hvorsomhelst der i de gamle
digte forekommer vanskeligheder, tyes der gjerne i senere
tid til en saadan forklaring. Jeg skal nævne et par
slaaende exempler. Som bemerket, har Snorre den lære, at ved
homonymi vokalkvantiteten er ligegyldig (se især SnE. I,
544-g). Ólafr Hvítaskáld behandler fænomenet under
barbarismus (stundar viðrlagning, stundar afdráttr: s. 100-4)
og ektasis (s. 138). Imidlertid gives der, saavidt jeg kan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
