- Project Runeberg -  Arkiv for/för nordisk filologi / Femte Bandet. Ny följd. Första Bandet. 1889 /
253

(1882) With: Gustav Storm, Axel Kock, Erik Brate, Sophus Bugge, Gustaf Cederschiöld, Hjalmar Falk, Finnur Jónsson, Kristian Kålund, Nils Linder, Adolf Noreen, Gustav Storm, Ludvig F. A. Wimmer, Theodor Wisén
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Häfte 3 - Med hvilken ret kaldes skaldesproget kunstigt? (Hj. Falk)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Med hvilken ret kaldes skaldesproget kunstigt? 253

se, i hele den gamle literatur kun et sikkert exempell) paa
denne eiendommelighed, og dette exempel er atter af en
særegen art. Det er verslinjerne: ’vist erumk hermd á hesti,
hefir fljóð ef vill, góðan’ i SE. II, 102, hvor efter
kommentaren istedetfor ’hefir fljóð ef vilV skal indsættes den
enstydige sats Jkonu må nå! og dette atter forstaaes som ’kohu
Månd, Maanes kone; det er klart, at digteren her, idet han
udtalte sin kjærlighed til en gift kvinde, har udtrykt sig
med tilsigtet dunkelhed. De övrige af Olav citerede beviser
er folgende: SnE. II, 102 læses: svanr py r r leint til lenja
blóðs vindara róðri med kommentareTi: vindara er sett
fyrir vindára róðri, pat er flugr; pessi samstafa er skprnm
9JQr fyrir fegrðar sakir, pviat pá hljóðar betr, - en höist
subjektiv opfatning: forfatteren anförer selv s. 108 verslinjen
’harm Solborgar armi\ hvormed ’blóðs vindára róðri9 er
fuldstændig analog. S. 102, l anföres og kommenteres folgende
halvstrofe af Eilífr GuSrúnarson: váru vgin ok myrar \ verðr
hitt at pau skerða svell var áðr um alla \ ol torráðin hóla
(den sidste linje ogsaa s. 138 under ektasis). Jhann (o: Eilífr)
kallar torráðin ol vgndpl ök gjgrir langa pessa samstpfu ol,
til þess at hendingar sé jafnháfar’, siger Olav. Der ligger
i denne förklaring en betydelig misforstaaet af de
homony-miske omskrivningers væsen og natur: det burde have været
den gamle fortolker klart, at ol maa repræsentere et reelt
existerende ord, eller at et saadant maa skjule sig derunder.
Og isandhed, lösningen er simpel nok, naar man har fundet
den: man indsætte for Mia sideformen hvála og forbinde: váru
vgtn ök myrar torráðin - (áðr var svell um alla hválá) -;
verðr hitt, at pau skerða ål, saa har man versets oprindelige
mening, átt, m. opregnes SnE. II, 493 blandt sáðs heiti;
Aasen opforer aal, m. spire, kime, udspringende fröblad:
denne betydning passer vei sammen med forestillingen om en

*) Egilsson’s forklaring af udtrykket gjpf dóttur - nið: nia i Kormaks s»
str. 67 synes mig tvilsom.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 02:17:39 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/anf/1889/0259.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free