Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Finnur Jónsson: Anmälan av Meyer: Die altgermanische Poesie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
390 Finnur Jónsson.
hvad er hogr (130)? osv. osv.; havguden hedder ikke ægir, men
ægir, som prof. Gislason forlængst har påvist. Fej l skr evne citater
er: mun ek þik (f. hygg ek pik; 101); Irena af brandi (f. Þrandr af
br.; 232).
Til slutning enkelte bemærkninger, hvoraf dog de fleste har
en mere almindelig betydning.
Kvadet om Trym hedder prymslwiða; forf. kalder det på ét
sted Hamarsheimt (241), hvilket kan være vildledende. - Forf.
bruger ordet kviðuháttr (f. ex. s. 316) forkert, ligesom forresten
flere af hans landsmænd; ordet må kun bruges om "afvexlende
3- og 4 stavelses metrum" (Ynglingatals, Sonatorreks versemål);
det versemål, hvori Vpluspå etc. er forfattet, hedder fornyrðislag.
Her kan jag atter henvise til Möbius, i hans afhandl, i dette
tidskrift I, 288 ff. Derimod kunde ordet malfylling (229), skönt brugt
i oldtiden, gærne forsvinde fra nutidens videnskabelige værker.
Heller ikke burde det mere ses på tryk, at prosastykkerne i cod.
reg. af eddadigtene tillægges Sæmundr frócti (jfr "Sæm. zu H. Hund77
og lign. flere steder). - Brot af SigurdarkviSu regner forf. (360)
til de digte, hvis begyndelse er bevaret; det er kun slutningen af
digtet, der existerer.
S. 413 spörger forf., hvorfor det i Guctr. II, 10.2 hedder sinni
einu (for einu sinni 4 gg.) og i Atlam. 75.8 ef þú reynir gprva (f.
ef þú ggrva reynir); svaret er lét at give. Det er fordi s og r i
disse exx. er hovedstaven, og denne skal, uden undtagelse, stå i
begyndelsen af det første betonede ord i linjen; ellers står den for
langt tilbage og taber sin betydning. I de fa exx., hvor denne
undtagelse findes, er det overleveringens fejl, som bör rettes. Netop
disse 2 anførte og andre lign. exx. er det bedste bevis herfor.
Forf. ynder at indskyde æstetiske bemærkninger hist og her,
hvilke ikke alle er træffende. Således er det fuldstændig
uberettiget om de særdeles malende og til situatjonen så fortræffelig
passende linjer i Vol. kv.: Skildir bliku þeira við enn sJcarða måna
at sige, at de "thuii hier nicht das geringste zur Sache." Ligeså
uberettiget er det, når forf. (505) taler om "lahme
Wortverschleppung", "vor allem der Atlakvicta", dette digt, hvis måge, hvad
fortræffelighed, særlig udtrykkets kærnefulde korthed angår, næppe
findes; forf. mener vei ikke Atla m al? - Når forf. kalder "der
milde (künec)" for et "farbloses Epitheton", kan jeg heller ikke
være enig med ham. For nutiden har det måske ikke så megen
’farve’, men i oldtiden havde sådanne ord en ganske anden og
fyldigere betydning. Sine stærke ord om Fáfn. 12 f. "zwei
berüchtigte Interpolationen" kunde forf. uden skade have dæmpet; de
pågældende vers er nemlig slet ingen interpolationer. På en lign.
gammel misforståelse beror også følgende udtalelse: "Die
gnomische Poesie hat in Loddfáfnir . . . ihren Patron" (33-4).
En enkelt textrettelse foreslår forf. (s. 203); han vil i Vol. kv.
læse alhvit f. alvitr; efter at Sievers har givet en forklaring af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
