Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Islandske håndskrifter i England og Skotland. Af Jón Þorkelsson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
206 J. Þorkelsson: Isl. håndskrifter»
stændighed er tilstrækkelig til at göre det umuligt, at håndskriftet
kan være så gammelt. Da nu hånden er temmelig kraftig og
sikker og ikke helt ulig præsten Jón Erlendsson i Villingaholts
hånd, så tænkte jeg först, at samlingen var bleven til på biskop
Brynjólfur Sveinssons foranstaltning, der, som bekendt, heldede
ineget til den katholske lære og selv forfattede digte til vor frues
og det hellige kors ære. Men dette har jeg dog senere frafaldet,
ti uagtet man alt ved midten af det 17. århundrede var begyndt
på at skrive med runebogstaver alt hvad der skulde gives et rigtig
antikt udseende, og uagtet biskoppen selv holdt meget af i sine
Visitatser at anvende gamle og glemte navne på kirkernes
inventarier - dog naturligvis ikke uden adskillige misforståelser -, så
er det dog efter Arni Magnussons udsagn 1) ikke för end henimod
århundredeis slutning, at man virkelig begyndte at arkaisere
bogstaveringen. Mpn navnlig excellerede det 18. århundredes
afskrivere heri. Arni nævner flere af sine samtidige, hvoriblandt
præsten Eyjólfur Jónsson på Vellir i Svarfactardal (d. 1745), en
lærd månd og en i forhold til sin tid god antikvar, men som
alligevel ikke formåede at arkaisere sin retskrivning så godt, at den
moderne skrivemåde ikke af og til ståk igennem. Jeg vil nu ikke
påstå, at dette håndskrift er skrevet med Eyjólfur Jónssons hånd,
men ved nærmere eftertanke er det gået op for mig, at hånden
har en påfaldende lighed med hans. I hvert fald tror jeg nu ikke,
at håndskriftets alder kan sættes höjere end til det 18.
århundredes förste fjerdedel 2). Som pr ö ve på retskrivningen kan anföres
Qviþa, Mario vijsor, Mario Grator (!) [= grátr] o. fl. lign.
Håndskriftet er noget defekt, men manglerne kan supleres efter British
Museum Add. 11,179. (FM. 295), som er et papirshåndskrift fra c.
1760-1770. Först i bogen er der nogle latinske bönner og noget
af Davids salter (jfr. ovenfor). Foruden et brudstykke af Ljômur
indeholder den folgende katholsk-religiöse kvad på islandsk:
1. Krosskvceäi gamla: Hlýcti allir ýtar snjallir &c. (se mit .skrift om
digtningen på Island i det 15. og 16. årh. Kh. 1888 s. 76).
2. Krossvisur Jón biskups Arasonar (Bps.- II, 558-567).
3. Mariuvisur Jóns Marinskolas (Om digtn. på Isl." s. 269-70).
4. Mariuljoå~ af samme digter (s. skr. s. 272-73).
5. Mariuvisur Löpts rika (s. skr. s. 246-48, texten B).
6. Mariuvisur: Dyrðarlegast dygdablom (s. skr. s. 45).
7. Nikulasdiktur: T)yrå&?fulluic dróttinn minn (s. skr. s. 80-81).
8. Sankti O’lafsdiktur: Herra kong Olaf hjalpin Noregs landa (s. skr, s.
310-311).
9. Lilja. Defekt, beg.: af þessom munne (2s)
Slutn.: seigiz Mario huer ed hey rer
hennar vez oc diktan þessa (994).
Texten er den ægte og uforandrede og ikke den i Vísnabók Hólum
1612. Den er benyttet ved Eiríkr Magnussons udg. London 1870.
*) British Museum Add. 11.207. 4:to. 2) Eiríkr Magnússon har meddelt
mig, at han nu også er af samme mening netop af de samme grunde, som
jeg her har fremfort.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
