Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anmälan av «Ludvig Larsson: Ordförrådet i de älsta islänska handskrifterna leksikaliskt ock gramatiskt ordnat» (Verner Dahlerup)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
100 Dahlerup: Anmälan.
a-stammer p. 423); förf. er af sit modersmål bleven forledet til at
lade det maskuline ar f r skifte kön: sætningen þa hleýper hann at
þeim rækom sínom fram (så hidser han sine hunde på dem) st.
horn. 16613 synes förf. ikke at have forstået, idet han (p. 258)
opfører et substantiv r a ek r m; dette mystiske ord fjærnes ganske
vist i rettelserne påg. 401, men r æ ko m bliver ikke henført som
dat. pl. til räcke.
Som en naturlig følge af, at forfatterens arbejde med
ordsamlingen har været fordelt på mere end en halv snes år,, kan der
föres en del indvendinger med hensyn til den plan, der i det
en-elte er fulgt, således som Larsson også bemærker i sin fortale.
Hvad først angår valget af de behandlede håndskrifter, så kan man
kun beklage, at A. M. 677, 4:to ikke er medtaget. Håndskriftet
hører jo aldeles afgjort med til den samme gruppe, som de
medtagne texter; men man forstår let, at forfatteren ikke har ønsket
at lade sin bog voxe fra 438 til ca. 600 sider. Ligeledes er det
forståeligt, at forfatteren ikke har villet indlade sig med den ældste
frammatiske afhandling i cod. Worm. og med Islendingabók, da
isse værker jo kun foreligge i nyere afskrifter; derimod burde
forfatteren afgjort have ladet afsnittene III, IV og V af
Heykja-holts maldagi ude af betragtning, da disse afsnit jo frembyde en
meget yngre sprogform end de øvrige håndskrifters; en form som
a S for at (R. M. IV 36) virker kun vildledende i et glossar over
de ældste håndskrifters sprog.
Störste delen af de texter, som förf. behandler, har han selv
undersøgt (eller afskrevet) efter selve håndskrifterne; men den
viden, han derved har erhvervet sig, kommer undertiden frem, på
en for glossarets brugere noget generende måde: A. M. 237 fol.
citeres f. ex. ikke efter Þorv. Bjarnarsons udgave, men Larssons
tal henvise til spalter og linjer i selve håndskriftet, hvoraf følger,
at den, der vil se et citat efter, må anstille en temmelig besværlig
tælling af tynde streger i Bjarnarsons "Leifar"; en lignende anke
gælder citaterne efter Grågås-fragmentet.
Endnu mere forstyrrende virker dog de rettelser i de trykte
udgaver, som forfatteren har gjort under sine kollationeringer.
Ønsker man f. ex. at verificere Larssons citat hor n f tau ar 237, 3: 23
eller ótko H. 10:28 (Larsson p. 57 under eiga), så vil man
på vedkommende steder i udgaverne finde henholdsvis
horn-f t ei 11 a r og átko; hvis læseren så ikke netop har Nord. tidskr. f.
filol. N. R. IV s. 153 og Larssons Studier över st. horn. s. 19 in
mente, vil han let mistænke forfatteren for fejl, skönt fejlene i
virkeligheden ligge hos de pågældende udgivere. Larsson burde
utvivlsomt have sat et mærke ved de steder, hvor han har
foretaget rettelser i de udgivne texter. Dette gælder endnu mere
rettelserne i Plácítúsdrápa;, thi hvem kan vide, hvilke fejl Larsson
har fundet i Finnur Jonssons omhyggelige udgave af dette digt;
når L. ikke udtrykkelig gör opmærksom på uoverensstemmelsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
