Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anmälan av «Adolf Noreen: Altisländische und altnorwegische grammatik unter berücksichtigung des urnordischen. Zweite vollständig umgearbeitete auflage» (Finnur Jónsson)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
F. Jónsson: Anmälan. 375
kan siges at være. Det er uheldigt, stadig at måtte være på sin
post över for angivelsen af sådanne 71former", som jeg her har
påtalt, og det er man nødt til 1).
Förf. ynder at forklare to forskellige former af et og samme
ord ved at antage en dobbelt betoningsmåde. Dette kan, som
bekendt, i en mængde tilfælde være rigtigt; men for vidt er det at
gå, når inan vil forklare dativformer som heim og heimi, laug og
laugu på den måde (§ 132). Disse, som jeg vilde kalde dem,
apo-koperede, former heim, laug og lign. er opståede i analogi med
andre hanköns- og hunköns-ord uden dat.-endelse; apokoperingen er
muligvis først begyndt i sammensatte ord (således findes f. ex.
meinþjóf (f. -pjoß) allerede i Ynglingatal); disse har så igen
påvirket de usammensatte. Heller ikke beror GoStormr (hvis dette
nogensinde har eksisteret, hvad der er tvivlsomt) og Gotpor mr
(Gott-) på nogen aksentveksel (§ 186, 225.3, 51.1); ordene er helt
forskellige og, skrivemåden GoSt- f. GoM- har ingen betydning.
Derimod er Osvífr og Osýfr ikke to forskellige ord (§ 71.7, anm. 4),
men forskellen beror her på forskellig betoning (se A. Kock, Arkiv
VI, 20).
Det kunde være fristende her at komme nærmere ind på
forskellige punkter i lydlæren. For ikke at blive for vidtløftig skal
jeg indskrænke mig til at göre nogle bemærkninger til forfis lære
om brydningen.
Forf. fremsætter ikke sjælden meget bestemte regler angående
sådanne sproglige og sproghistoriske fænomener, som aldeles ikke
endnu kan siges at være uddebatterede eller at have fundet en
sådan almen anerkendelse, som de bör have, for at kunne
opstilles i en koncis form i en lærebog for de studerende. Det
skal dog på den anden side anerkendes, at forf. ofte henviser
1) Til yderligere belysning af, hvor forsigtig man må være, skal
følgende endnu anføres. For en enstavelsesform slevar (f. slcuar, § 107 b og
295, anm. 4) haves ikke et eneste sikkert bevis; en infinitivform vara f. vera
(vesa; § 425, anm. 5) skal forekomme i Greisli, men dér findes ingen sådan
form; vasa i St. Horn. 17.19 er åbenbart opstået ved dittografi; i hele
sætningen er der næsten lutter a’er: þa scal hann "väsa" aNdreas; tvér §
374, anm. l kan betyde og betyder rimeligvis tvær; ség med g "schon bei
Brage" § 394. l er intet som helst bevis for, at Brage har udtalt ordet
således, o: med g for Te. Hertil skal jeg knytte en bemærkning om "formen"
aulande (§ 231), der benyttes som et eksempel på udfald af spirantisk b (b)
foran u. Ordet forekommer kun i det fra Njála bekendte ordsprog: Uit er
þeim er "aulandi" er alinn. GL Yigf. har opfattet ordet som al-landi,
hvilket naturligvis ikke gar an. Fritzner2 optager intet aulandi. Der eksisterer
heller ikke i virkeligheden noget sådant ord. (Jeg kender ganske vist et
aulandi af et nyisl. vb. ad anlast}. I det anførte ordsprog skal der læses
á ólandi^ som den nye udg. af Njála (kap. 6.5-6) har det. Beviset for
rigtigheden heraf er, at 4 hdskrr. skriver a olandi, medens kun ét har avlandi,
og dette bekræftes ved den form, ordsproget har i "En isl. ordsprogsamling"
(Småstykker 165), samt hos Guctm. Jónsson (Hit er þeim sem á ólandi er
alinn). Oland betyder ikke et ulykkeligt land, men et "ikke-land", ’et land,
som ikke er ens eget’, ’fremmed land’; er alinn = ’lever’. Aulandi bör udgå
af ordbøger og formlærer.
ARKIV PUR NORDISK FILOLOGI IX, NY FÖLJD V. 25
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>