Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anmälan av «Adolf Noreen: Altisländische und altnorwegische grammatik unter berücksichtigung des urnordischen. Zweite vollständig umgearbeitete auflage» (Finnur Jónsson)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
376 F. Jónsson: Anmälan.
til sådanne bøger og afhandlinger, hvis forfattere er af en anden
eller modsat mening end han. Til sådanne fænomener regner jeg
forskellige spörsmål vedrørende omlydene og særlig den nye lære
om u- br y d ningen, § 90. Förf. påstår, at former som erSu, meku
brødes til eorå(u)-iorå(u)j meku til meolc(u)-miok, samt at dette
io blev til et "auf anologischem wege geschaffenes" ip "in den
weitaus meisten fällen" . . . "Wo verwandte formen mit ia nicht
vorhanden waren, blieb io verhältnismässig lange (wie in ßogor vier,
miok, kiot, í fiorft\ bis es endlich dem spät-isl.-anorw. iø . . .
wich." Forf. omtaler desværre ikke her bestemt, når io i
almindelighed er gået over til ip; derfor bliver hans udtryk "forholdsvis
længe" mindre forståeligt. Dernæst kan jeg ikke indse, hvorledes
udtalen io (o: jo) i ord som miok osv. lader sig ved hjælp af
hdskrr. bevise, da jeg nægter, at de ældste isl. hdskrr. indeholder
noget som helst, der afgjort viser det. Undersøger man Larssons
Ordförrådet findes dér eksempler nok på forskellige skrivemåder af
dette io, som efter min mening afgör spörsmålet om dets udtale;
i 645 skrives f. ex. ordet mjpk altid enten med p, p, ó eller ø, ø’;
kJQt skrives kipt i 1812;s glossar; St. Horn. skriver ofte ÍQ i ord
som ’/prel, ligesom omvendt de ældste hdskrr. utallige gange
skriver o for p for sig alene. Når en optælling - efter et løst
skön - dog synes at give det resultat, at p oftere skrives co eller
w ei. lign., nåbr det står alene end når det udgör den sidste del af
tvelyden JQ, kommer dette ^ikkert deraf, at afskriverne har fundet
skrivemåden iao, iw, iav osv. for omstændelig ei. vidtløftig og derfor
foretrukket io; Q skrives i det hele forholdsvis sjælden. Hertil
kommer nu den meget vigtige omstændighed, at skjaldepoesien fra først
til sidst ikke frembyder et eneste eksempel på et virkeligt io som
tø-brydning af e. Jeg har samlet, jeg tror at kunne sige, alle
eksempler til c. 1300, og resultatet er, at io o: JQ altid uden undtagelse
danner helrim med p, ja, ligesom p danner helrim (sit venia verbo)
med a, danner io o: JQ helrim med a, men dette sidste vilde være
aldeles umuligt, hvis JQ havde lydværdien io 1). Heraf tör jeg
drage den slutning, at i den historiske tid i Norge og på Island
har vi kun med lyden JQ at göre; hvorledes forholdet har været i
forhistorisk tid, skal jeg ikke her ytre mig om.
Hvad E. Wadstein i sin bog om den norske Homiliebogs
lydlære har bemærket om skrivemåden io i dette hdskr. modbeviser
ikke den af mig her udtalte mening; ti for det første har han
ingenlunde bevist, at homiliebogens io ikke er eller kan være ^’p,
og dernæst frembyder hdskr. i det mindste ét eksempel (Wadst.
s. 63) på ÍQ: hiaortum; og jeg kunde her have lyst til at anvende
Wadsteins egne ord (s. 43): "Dylika mera isolerade ordformer be-
*) Det hos Sigvatr i Berspglisvisur forekommende io i þjokkva (hans
flokki vift þjokkva) må bedömmes på en helt anden måde, muligvis også
ßogor; disse to ord er nemlig, så vidt jeg mindes, de eneste, der frembyder
en sideform med u. Et adj. þjgkJcr er ikke sikkert påvist.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
