Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anmälan av «Adolf Noreen: Altisländische und altnorwegische grammatik unter berücksichtigung des urnordischen. Zweite vollständig umgearbeitete auflage» (Finnur Jónsson)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
F. Jónsson: Anmälan. 377
í
visa ju ensamma mera än massor af andra, [som kraftigare kunde
påverkas af analogi"].
Hvad formlæren selv angår, er der mindre anledning til at
komme videre ind på den, bortset fra flere forskellige enkeltheder,
hvoraf nogle allerede er fremhævede.
Jeg skal til slutning anføre enkelte ord, som forekommer mig
urigtig opfattede. Fýla (mannfýla) § 143, anm., har intet direkte
at göre med -foli; det er, hvad ordets betydning klart viser, en
ligefrem afledning af adj. full. Hiéraå (hvilket er nyisl., o: hjeraff),
§ 100, anm.,, er der ingen som helst grund til at skille fra heraå,
da e bliver (i nyisl.) til je efter h (heri-hjeri ei. hjéri, hectan-
hjeSan og lign.). Forandringen af y til i, § 126, siges at være
sket "vorliterarisch", men herpå gives der intet bevis fra
norskislandsk. Hiortun, augun osv., § 338, er allevegne, hvor disse ord
forekommer i No. Horn., at opfatte som hiortu, augu + n (art.).
hiortun en. Jivat (Horn. 45.14) er fejlagtig interpungeret;
sammenhængen viser, sú.en her er konjunktion og intet andet; augun 91.2,
øyrun 102.22, hiortun 115.22 er alt at opfatte på samme måde; alle
de steder, hvor disse ord står, bliver talen bestemtere og kraftigere
med end uden artiklen; på det sidste sted svarer -n til vara efter
det foregående licame. Efter § 386 skulde man tro, at kun formen
þrítogonde (-unde) = tredivte forekom; men i St. Horn. 55.8 findes
formen þrettogonde. vir f. ver, § 393, anm. 5, findes kun et
steds (hos Sigvatr) og er rimeligvis en norsk dialektudtale, sltamaa,
§ 445, anm. l, hører aldeles ikke til sJcemma, men til skämma,
póttr, § 445, mase., bör næppe opføres (for ntr. þótt). Berettigelsen
af at skrive Vø’lundr i oldnordisk kan ikke erkendes. Ordet hedder
nu til dags Volundr, og der bör sikkert tildeles den isl. tradition
en större betydning i sådanne spörsmål, end tyske ordformer.
Hertil kommer, at i cod. reg. betegnes den første vokal i dette
navn ved ø, $ og w; det sidste er afgörende, i det a} her aldrig
bruges for ø’. Det er aldeles urigtigt med G. Vigfússon og
Fritzner2 at skrive illr for illr; der haves en masse skjalde-helrim fra
de første til de sidste tider, som alle uden undtagelse viser, at
udtalen jvar illr, og således har jeg hørt mange endnu den dag
i dag udtale ordet.
Når forf., § 235, synes at antage, at i o: j i plur. af part.
præs. af verber på -ja i infin. nogensinde har været udeladt i
udtalen, er det uden al tvivl fejl; både skjaldepoesien og den nyere
isl. udtale viser j’eis tilstedeværelse og hdskrrs skrivemåde er atter
her uden nogen betydning *). stn f. sn er ikke udelukkende norsk,
§ 247,1 c; jeg skal i så henseende minde om raustn i Egilss. 47.22.
I í dag, § 293, anm. 5, er dag absolut ikke dativ, men akkusativ;
jfr í sumar, i vetr9 i mor gin og lign. Urigtig skrives visundr f.
visundr § 293,2; skjalderim viser vokalens korthed, - samt skual,
§ 253, 4, f. skval; jfr en fornyrdislagslinje som hornumsJcváli (Þulur)
’) Jfr K. Gíslason, Njála II, 225, anm.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
