Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Om Svipdagsmál (fortsättning och slut) (Hj. Falk)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Falk: Svipdagsmál. 79
I dette afsnit stemmer de to norröne digtninger om
Svipdag-Sveidal atter nöiere sammen: Skjæbnens bestemmelse
er bekjendt for begge parter; bruden ligger i den samme
tvang som elskeren, kun at den. hos hende virker en
læng-selsdvale, hos ham en rastlös higen; ved deres forening bliver
længselens kval til gammen, og de modes for ikke mere at
skilles (Grundtvig). Fjplsv. 41-42 ligner visens slutning:
nu sover han saa gladelig udi sin jomfrus arm (C), der
gjenfindes ordret i Brudefærden til Hedenland o. a. st. Ligesom
i Fjplsv. 44 hundene logrer og huset lukkes op af sig selv,
saaledes falder i visen löven og björnen ned for Sveidals fod
og laasene aabnes af sig selv. Fjplsv. 481 svarer til visens:
vær velkommen, ungen Sveidal, hjertallerkjæreste min! Digtets
þrár (50) gjenfindes i visen: hun ligger i sterken traa;
ligesom Menglod har ventet længe, saaledes taler ogsaa visen
om brudens lange attraa. Efter Svipdagsmál synes heltens
reise at være foregaaet mod nord (si. t. eks. de kolde veie
i str. 47), hvilket stemmer med fremstillingen i den nydanske
optegnelse hos Kristensen X, 26, hvorefter Sveidal kommer
fra syd: din kjærest hun ganger i Iseland saa klar som en
rosenblom: hver dag at vinden er söndenveir, hun venter
Sveidal hans komm’. Den svenske folkevise (Hertig
Silfver-dal) omtaler endog et gjenkjendelsestegn (cf. jartegn i 46),
nemlig den ene del af et guldbaand, som sonnen faar af
faderen og hvis anden del bruden besidder.
Dog staar visen den kymriske fortælling og de prosaiske
affattelser nærmere end digtet, den repræsenterer en
oprinde-ligere sagnform end dette. Saaledes ved omtalen af brudens
fader (i AB), hos hvem Sveidal anholder om datterens haand:
lösningskys omtales oftere i Fornaldar spgur, saaledes i G-rims saga
loctin-kinna, hvor Grims fæstemö Lopthona er forhekset af sin stivmoder,
finnekonen Grimhild, og bor blandt jætter; ligesaa i tyske sagn (Laistner I, 82,
251 ff.; Meyer, Germ. Myth. s. 283) og i danske ballader. Ellers omtales
ogsaa sövnbringende kys (Grimm, Myth.1 s. 1156) og kys som fredssymbol,
frictarkoss, osculum pacis (Du Gange III, 71).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
