Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Om de rimende konsonanter ved helrim i dróttkvætt (Hjalmar Falk)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Falk: Rimende konsonanter. 129
vitr : Fitjum, glitr a : litufrr, klatr : gråta, látr: máttu, rofrs :
gofu, ítrir : slita, eitr : leitat, jótrs: firjóti; (gr) fagra: dags,
sigri : hnigu, vigra : sig-, dogr : hogar; (kr) okra: bak; (fr)
haf rar: skaf, gif r s : dr if u, úsvífr : drífu, rofr : sovar. Som n:o
21 hyppighed kommer n: fån) svicfnar : bicfils, tån: f ríða;
(tn) batnar :flat, vatni: sat; (gn) Hpgna : mpgr; (kn) fiknan :
rikri, liknar : ríkr, sókn : f ókusk, frokn : sækja; (fn) hr af ni:
trafr; (pn) skepnu : heppinn, vápnum : gráps, gaupna : hlaup;
(sn) lausn:hausi; (mn) samna: tamr, (h)ramn : glamma, rn
rimer altid. Langt sjeldnere er de tilfælde, hvor l ikke danner
rim. Sighvats rim fuglar: smugul beror paa feilagtig
overlevering for foglar : smoglir (jvf. Gislasons Udvalg s. 232).
Rimet Atli: hvatr (Grettis s. kap. 54) kan regnes under
foregaaende kategori, da navnet Atli fóltes som afledning af atall
(sml. Helg. Hjorv. 15). Sikre eksempierer: afli: hafs (Sn. E.
I, 500), skafla:hafa (Gísla s. S. vise 17), Stikla(stafrir) : mikill
(Sigvatr), hQmlu: sannast (Fms. s. VI, 48), Gisli: is (Gisl. s.
S. vise 18), Gisli: fisandi (Grettis s. kap. 59). ri rimer altid
helt. Heller ikke # staar hyppig udenfor rimet, t. eks. (gð)
byg frir : Yggr, bygfrum : glyggs, brug dit: hug(r); (ffr) leifô :
greifum; (rfr) verði: verit, veråa : hverr, fornum: porrofrr,
åyr-ðar:rýrr. rð er den eneste undtagelse fra den regel, at i
forbindelserne l, r, n + konsonant begge lyd skal rime,
medmindre den anden konsonant tilhorer flexionen.
Efter denne sagernes stilling kan vei ingen tvil herske
om, at det er analogien fra endestavelsernes r, n, l og ð, som har
bevirket, at disse konsonanter heller ikke der, hvor de hörer
til stammen, behöver at tage del i helrimet. Derimod synes
flexionskonsonanternes indflydelse ialfald kun at have havt en
sekundær betydning. Navnlig kan merkes, at s, der spiller
saa fremtrædende rolle som genitivmerke, ikke har skabt
nogen analogi i stammerimet: i forbindelserne fe, ks, f s (ps),
Is, rs, ms, ns rimer .s altid med - naturlig nok, naar hensyn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
