Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dyrlund: Anmälan.
187
Polkenavnene Damker, Svensker, Tysker har ikke det ringeste
at göre med den gamle nævneformsendelse r i tillægsordenes
hankön, enkelttal (s. 132). De er alle tre unge dannelser: i Vedels
Sakse læses "denne Tydsk", Misse Tydske" s. 51 ff„ "de Tydske"
d. e. Tyskerne s. 217; hans "Svenskene* s. 70 svarer til Svensken
hos Wessel (sml. M. § 44 begynd, og § 60 beg.), medens f. e.
Abraham Kall kun tåler om "de Svenske". Ældst er dog Tysker
— formet efter Deutscher — i hvis kelvand de to andre har sejlet,
det endnu for de fleste halvfremmede Dansker nœrmest med N.
F. S. Grundtvig som lods.
Skönt ordene på -kotnst stikker hovedet frem1) i vört
moders-mal, lœnge för hugst (skovhugst o. s. v.) vandt borgerret deri, har
M. (s. 133) ret i, at det sidste ikke er en efterdannelse af hine
og andre lignende fra nedertysk eller holländsk indkomne ord; men
urigtig er henvisningen til "oldn(ordisk) hpgstr"’, thi dette har
aldrig vœret til som et i oldtiden fællesnordisk ord. Det
förekommer hverken i fortids eller nutids isländsk, så ljdt som i oldtidens
eller middelalderens dansk, — heller ikke i svenske skrifter, om
der end findes spor deraf i enkelte nordligere svenske bygdemål1).
Som fællesnordisk form viser sig långt mere hggg (i skögarhogg eller
sköghogrg o.s.v.), medens Sverrig siden fik en særform hygge
(skogshygge), der i slutningen af 15:de hundredar spores pa Bornholm3). I
hoved-sagen fremtrœder derimod afledningen med -(s)tr som sœrlig norsk:
fra Magnus Håkonsens landslov: uidar hogst(e)r* (genstandsform) #
gennem diplomer f. e. fra 1320 (hogster i gf.) og 1333 (vidar hogstr
i nævneform)*) ned til nuvœrende bygdemål, r kunde dog
bort-falde: l&ufhogstœn (gf. 1463)*), som nu i Ostlandet (Åsen). Det er
denne afstumpede form, der omsider nåde Danmark. Gennem hele
det 16:de hundredar bruges dog den fra vor middelalder nedarvede
form, som jeg her, i modsœtning til den norske (hugst)) vil kalde
den danske (skovhug) i alle forordninger og kongebreve, endog —
med raeget fa undtagelser7) — når de kun angik Norge.
Hundredo år senere har forholdet forandret sig så meget, at medens
en rœkke "skovordinanser" o. desl. for Danmark (1670—1738)
%) "tilkumste" Hans Mikkelsen 1580 i Allens aktstykker 8. 594 «=
til-komst i P. Palladii visitatsbog ved Sv. Grundtvig s. 117.
a) Se Eietz s. 234 a fra Helsingland fjf. fra Vesterbotn); Noreen (1878)
i Ordlista fr&n Värmlands Älfdal s. 137 a.
*) 8koghuage (intetkön) i Arsberetn. fra gehejmeark. V 86 — "skaw
hige" Hiibertz Aktst. til Bornhis historie s. 33.
*) Norges gamle lovö II 33. H&ndskrifternes- "hogster" og "hogstr"
(jf Gislason Frumpart. s. 77 f.) lœstes af Thorlacius (udg. 1817 s. 77) som
nögstir, der sa b&de af Gislason (D. ordab. s. 201 c.) og Vigfusson (Oxf. ordb.
s. 704 a) toges som flertal af et hunkönsord!
») Norskt diplomat. Hl s. 116 og II s. 172ê.
•) Samme skr. XII 1%.
7) Norske rigsregistranter II 535 (1583), hvor ordet s& godt som er
lagt i munden på de norske "fuldmægtige"; Paus gamle forordn. for Norge
s. 414 ov. (1584).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
