Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dyrland: Anmälan. 191
Når förf. s. 175 0v. mener, at ligesom i alting er tillœgsordet
intetk. flert. i förbindelsen "i al fald", sä er dette sikkert urigtigt.
Heller ikke lœgger jeg videre vægt på den i talesproget, sjœldnere
på prent, fremtrœdende lyst til overhovedet at slöjfe t i alt, ligesom
i hvert, for ved navneord (al ellet, hver ord jf. M. § 107 anm.);
hovedsagen er, a t fald i betydning af tilfœlde er optaget af tysk,
hvorfor vi gennem hele forrige hundredår stadig træffer navnlig
"i den fald"1). Yngre forfatteres "i alle fald" jf. "i alle tilfælde"
synes til dels at skyldes nynorsk påvirkning.
Förf. gör tillœgsordet vœrä stor uret, når han s. 176 og 177
udpeger det som "frommed". Dets i skriftsproget og
omgangssprog-et nu nœsten gennemforte uböjelighed er frugten af en historisk
udvikling, der er lige så umistœnkelig som f. e. den af vild og selv
i lignende stillinger. Gennem vor bogverdens hovedværker, lige fra
landskabslovenea) til Holberg8), kan vi felge ordet med fuld
köns-og talböjning: vœrd(-th)j vœr(å)t’), vœrde(-thæ). Hvad mere er:
også efter Holberg modes endog flertalsformen bl. a. hos Ewald
(f. e. 8, 41) og Baggesen (f. e. Poet. epistler 1814 s. 57) lige ned
til Henrik Hertz, som i Johannes Johnsen omtaler et mode, hvis
smerter "ere vœrde at misunde" (Ugenlige blade 1859 s. 291). Men
rigtignok er jeg overbevist om, at skriftsproget her, ligesom f. e.
ved flertalsböjningen af selv, er humpet långt bag efter det
almin-delige talesprog. Stottende sig til dette, havde Rask med grund
erklæret5): vi kan ikke i flertal sige vœrde; jeg tilfoier, at for så vidt
man alligevel provede derpå, blev fosteret en vanskabning: med hårdt
d og sandsynligvis kort œ som i vœrdige, medens Bornholmerne har
bevaret det i lige linje fra oldsproget nedstammende flertal vœre(a),
idet d (opr. th eller dh d. e. a) som sædvanlig er bortfaldet.
Undertiden dukker da også taleformen uforvarende op i ældre skrifter,
f. e. i Vedels Sakse 13024: de ere icke den œre verd, men 5317:
for det ene stycke ware de verde, at de skulde faa Seyrvinding,
hvori tillige ligger, at det snarere var ordforbindelsen end just
forskel i betydningen (af værdi, værdig til), der har fremskyndet
böjningsmærkets slöjfning.
Nu hedder det: drengene for vild (M. s. 177); men Holberg
skriver "de fare vuden (figurl.)6) - Kr. Pedersen D. skr. I 80:
mange fare ville, Mandevilles rejse s. 76: Saracenerne, som willœ
1) Joh. Ewald har både den og det: Liebenbergs udg. 6, 178 og 8, 80.
2) f. e. Eriks lov intetk. i 2, 58 og 8, 1; flert, i 8, 61, medens
ende-lyden er udfaldet i 8, 11 for ved et andet œ (i <er, siden thœr).
8) f. e. "værdt"; i Peder Pars, Liebenbrs udg., s. 251 (~ lœrt); "værde"
Kirkehistorien, Liebenb:s udg., s. 1228 = Melampe i 4, 7 slutn.
*) Af rim, f. e. i Den syge messe (Smiths udg. s. 24) og hos Banch
(Smiths udg. s. 52), fremgår, at intetk. udtaltesmed långt œ; i bondemål på
Holbæks amt hares vœrt med kort æ.
s) Betskrivningslære 1826 s. 257 anmœrkn.
•) Danmarks og Norges beskrivelse 1728 s. 17 og 28 ev.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
