Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
192
Dyrlund: Anmälan.
faræ; hvortil svarer könsböjningen i Vald:s lov 3, 13; nokœr man
far wildœr æftær sin thiuf1). På den anden side har Peder smed,
Sv. Grundtvigs udg. bl. H. IV v.: wi haffue faret vild (~ ild) og
sel v Kr. Pedersen III 44 i Matt. 22, 29: I fare vild efter
oversæt-telsen 1524 og igen i bibelen 1550, så der er ingen tvivl om, at
allerede i begyndeisen af 16:de hundredår har slöjfningen af e ikke
vœret fremmed for talesproget.
Det går ikke an med förf. (s. 236) ar forklare flest i
förbindelsen: han er, som folk er flest som — for det meste; meningen
er = som de fleste folk (mennesker) er, og "flest" er lige så lidt
et biord, som sélv vilde vœre det i en förbindelse som: arbejdet er,
som arbejderne er sélv. Kun ordstillingen er gammeldags, flest og
sélv har jo det tilfælles, at de fra ferst af bægge kun böjedes stœrkt3),
med flertal, som andre tillægsord, tidlig uden r: f. e. i J. lov 2, 7?
flestœ — mæn, men: the bœstte — mæn. Senere udvikling er altså
dels den bestemte form (de fleste} dels den ubestemtes
afstump-ning til flest både i fraskilt stilhng: af fjorde har Jylland flest,
og i vedföjet: der var flest mandfolk tilstede = de fleste
tilstede-vœrende var mandfolk. Måske er man dog ved förbindelser som
flest mœnd eller fœrrest kvinder, mœndene var flest, af kvinder var
der fœrrest, ikke ganske udelukket fra at tæi¾ke på en udgang fra
den artens eller partens ejeform, som ligger i olanord. flest gesta,
fleira manna, fatt manna3); men under alle omstændigheder kan
jeg ikke med förf. (s. 270) finde en sådan intetkönsform i
sætning-en "jeg har mest lyst til at sige nej", hvor mest, som oftere,
betyder störst (’mest opsigt o. s. v.). En anden sag er det med
mest mad, jf. i dagl. tale noget mad, alt det (al de) mad, det sidste
som i Bredals Börnespejl 1568 s. 12.
Lidt mere vildsomme er de veje og stier, ad hvilke selv (sialf,
siælw) nåde frem til nutiden. Förbindelsen wde selv", skönt
oprun-den af per sielwir’) — f. e. i E. 1. 3, 61: tha æræ the siéluœ
wærthæ at o. s. v. — opfattedes efterhånden til dels som svag
form, hvorfor man siden stundom træffer f. e. "han siellwe" i et
egenhændigt brev fra Kristjern d. 2:dn6), "pawen selöne" i Den
syge messe6), "fra dig selffue" Peder Palladins 15597). Navnlig
var det dog "vi, I, de selve", der længe paraderede på prent og
endnu længer hos de sproglærde, se Pontoppidans grammatik 1668
s. 258; men virkeligt tilhold i talesproget fik kun de selve som
>) Thorsens udg. s. 63; sml. i Er:s lov 2, 68.
a) Påfaldende er læsemåderne i E. 1. 2, 2: bondœns siœlwœ doom (andre
håndskr. eghæn; sml. V:s. 1. 2, 28) og J. 1. 3, 30. arr ær i thet siàlwœ ben (d. e.
samme).
3) Lund Oldn. ordföjningslœre s. 151 og 156. *) Rydqvist 2, 521. —
Når Vincens Lunge hos Allén 481* har "the selffuer", er det vel en
norskhed. *) Allens aktstykker s. 173. 6) Smiths udg. s. 32a, men "han selffuer"
314. 7) Se i Sv. Grundtvigs udg. af visitatsbogen s. 150 b, men 158 "offuer
sig selff" og "du selff".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
