Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Falk: Nekrolog. 95
er kommet udenfra; selv om ordets borgerret i sproget daterer sig
fra oldnorskens dage, er dette ikke nok. End mindre sondrer han
mellem internationale kultnrord og överflödige modeord. Istedetfor
det uhjemlige kontorsprog, som han af al magt bekjæmper,
ind-förer han i mængdevis lavede kunstord, som kanske har en mere
hjemlig klang, men ingen hævd paa papiret engang. Hvor umulig
den radikale fölgerigtighed er paa det sproglige omraade vises
bedst af Knudsens egen disharmoniske stil, hvor danskheder,
tyskheder og latinismer ingenlunde mangler. Endog som et fjernt
ideal, der ligesom socialisternes fremtidsstat kunde tænkes naaet
gjennem en langvarig udvikling, er det Knudsenske
fornorsknings-verk en urimelighed, ligesom det er uden præcedens.
Ved siden af ordstoffet skjænker Knudsen ordformerne en
særlig opmerksomhed; se navnlig "Er norsk det samme som dansk ?"
og hans fortjenstfulde "Haandbog i dansk-norsk sproglære" (1856),
hvortil slutter sig den mindre "Lærebog i dansknorsk sproglære"
(1857), som indförtes i flere skoler. De danske former erstattes af
norske, saaledes ikke blot stakkel af stakkar, tidsel af tistel, græde
af graate, hö af höi, men ogsaa: mjölk, snö, gras, sjuk, hand. Det
gamle g gjenindföres, ikke blot hvor det har faaet fast fod i vor
dannede tale (skog, märg, duge), men med ubrydelig konsekvens
ogsaa der hvor det lyder vulgært (mage, torg, dryg). En
undtagelse fra sit uböielige principrytteri gjör Knudsen dog for
difton-gernes vedkommende, hvor de egte norske former kun enkeltvis
er optat i vor tale og skrift (hei, lei, staur, naut).
Den specifik norske udtale og dermed sammenhængende
ret-skrivning har Knudsen skjænket en indgaaende behandling i sin
bog om "Den landsgyldige norske uttale" (1876), ligesom han —
paa en tid da man paa Bankpladsen kun hörte egte kjöbenhavnsk
— praktisk sögte denne (östlandske) udtale gjennemfort ved det
"norske theater" i Möllergaden, hvis medstifter og medbestyrer
han var. Navnlig er det de haarde konsonanter (k, p, t), hvis
strenge gjennemförelse i tale og skrift han kræver, — ikke mindst
af pædagogiske hensyn. Denne udtale er i seneste tid ogsaa
indfort i vore skoler, ligesom adskillige forfattere i sine skrifter har
sluttet sig til reformen, idet man dog gjennemgaaende i
modsætning til Knudsen hævder berettigelsen af dobbeltformer, d. v. s.
af de blöde konsonanter i helt danske eller literære ord. Ellers
har Knudsen kjæmpet for de korte verbalformer (ha, ta, bli), samt
i sin tid mod de stumme bogstaver.
Paa bUningcns omraade kræver Knudsen flertalsendelsen "er"
i alle ord af fælleskjön og ingen endelse i intetkjön (fjeld). Den
förste fordring efterkommes allerede af flere forfattere, den sidste
neppe helt nd af nogen. Afskaffelsen af verbernes flertalsformer er
derimod helt trængt gjennem.
Som man ser, er Knudsens hovedfortjeneste den, at han i
modsætning til de norsknorske maalmænd respekterer det bestaa-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
