- Project Runeberg -  Arkiv for/för nordisk filologi / Tolfte Bandet. Ny följd. Åttonde Bandet. 1896 /
327

(1882) With: Gustav Storm, Axel Kock, Erik Brate, Sophus Bugge, Gustaf Cederschiöld, Hjalmar Falk, Finnur Jónsson, Kristian Kålund, Nils Linder, Adolf Noreen, Gustav Storm, Ludvig F. A. Wimmer, Theodor Wisén
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Boberg: Danske vokalers kvantitet. 327

kun de opr. kortstavede former, der mister stødtonen, medens
de opr. langstavede (på undtagelser som spyd, stod nær) alle
har beholdt den? Ogsaa med hensyn til dette punkt tror
jeg, at hverken lydlove eller antagelse af analogidannelser
vil kunne udrede dette forhold1).

P. K. Thorsen: Sprogarten på Sejerø s. 32 f. anfører
som bevis, på den gamle kvantitetslovs rigtighed fra den
sejerøske dialekt ordene kæm ’kom’ (fortid) og æð ’ad’ (adv.).
— Hvis kæm udgik fra et gid. köm7 vilde det fuldstændig
afvige fra den måde, hvorpå ellers enstavelsesord med kort
vokal + m behandles i denne dialekt, da vi dær finder
former som åmr ’om’ (Thorsen s. 9), fræm (s. 19), ham; (subst.,
s. 28) tam; (s. 28) lam- (s. 61). Jeg formoder dærfor, at
kæm udgår fra et ældre &øm, som havde sit lange o fra flt.
(isl. kwmu), jf. tæm ’tom’ (s. 9) = isl. tómr. Denne antagelse
er så meget mindre betænkelig, som dialekten besidder
idet-mindste ett verbum til, i hvilket fortid ental har fået lang
vokal fra flertal, således som Thorsen selv omtaler s. 98,

*) Et fjærde bevismiddel skal jeg hær kun omtale kort; det gælder
behandlingen af opr. kort i i dansk. Som bekendt (jf. f. eks. Wimmers
Oldnordiske læsebog* XVIII) går dette allerede meget tidlig i visse tilfælde
over til e (isl. Ufa = da. leve), medens det i andre i nydansk optræder som
t (isl. vit = da. vid (subst.)). Det ligger nær at antage, at i, der
formodenlig har haft en temmelig åben udtale (jf. Wimmer sst.), er blevet til e,
når det forlængedes i åben stavelse, men er blevet bevaret som i (der da
blev lukket) i lukket stavelse, altså når det bibeholdt sin gamle kvantitet
— på samme måde, som forholdet udviklede sig i middelnedertysk (se Lubben
Mittelniederdeutsche gramm. s. 19 § 17.2) og svensk (A. Kock Fsv. ljudl.
454 ff.); ved gensidig påvirkning mellem de enstavede og flerstavede former
trængte så efterhånden samme vokal, enten i eller e, igennem hele ordet,
såat vi istædetfor vid : *vedet har fået vid : viddet og istædetfor *fríd :
freden har fået fred: freden, I ord, der gennem hele böjningen kun havde
flerstavelsesformer, og hvor i dærfor altid blev forlænget, har vi (på nogle
f& undtagelser nær, der tilstæder anden forklaring) altid e, f. eks. isl. hiti
> hede, liåugr > ledig, gid. ithcer > eder. Hvis, som den gamle
kvantitets-lov forudsætter, vokalen forlængedes både i lukket og åben stavelse, skulde
vi vente altid at få l, ti hvorfor skulde vit ikke blive til vet ligesågodt som
frldh blev til fredh og fridhæn til fredhæn, da * jo i alle tilfælde var af
samme natur; men dærved unddrager de mange ord med nyd. i sig enhvær
forklaring.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Jul 3 18:01:04 2016 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/anf/1896/0336.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free